1965 var året, hvor første del af Brøndby Stadion blev bygget. Det skete, da de to lokale fodboldklubber i Brøndbyvester og Brøndbyøster slog sig sammen.
Men det var lidt af en udfordring for publikum at følge med i, hvad der skete på grønsværen, for hele vejen rundt om banen var der anlagt en atletikbane med underlag af sorte slagger.
Ligeledes var der bag målene både kuglestød-, spydkast-, hammerkast- og højdespringsfaciliteter.
Omklædningen til kampen foregik i et gult murstensbyggeri, som lå udenfor stadionområdet. Det betød, at spillerne måtte igennem menneskemængden for at komme på banen. Derfor følte holdene sig dengang fristede til at blive på banen i pausen.
I 1978 kom den første rigtige tribune, og samtidig gjorde de første boder deres indtog på stadion.
I halvfemserne blev løbebanen rundt om grønsværen fjernet, og et nyt stadion, som kunne rumme tilskuere ved internationale kampe, blev bygget i slutningen af årtiet.
Alt blev bygget ovenpå de eksisterende tribuner for at bevare historien og respekten for det gamle stadion.
Den 22. oktober 2000 blev det nye Brøndby Stadion officielt indviet, og hele 28.416 tilskuere så et Brøndby-hold, som sendte rivalerne fra AB hjem med et 2-4 nederlag i bagagen.
I foråret 2006 blev det første spadestik taget til det, der forvandlede Brøndby Stadion til et aktivitetscenter for sport, uddannelse og sundhed.
En bred vifte af aktiviteter fylder nu 8.200 kvadratmeter; blandt andet Michael Laudrup Loungen, som byder VIP’ere velkommen, lokaler til Brøndby Gymnasium, SATS fitnesscenter, produktionskøkken, sportsbaren 1964, restaurant samt nye sportslige faciliteter for Brøndby IF's elitetalenthold.
Læs mere om Brøndby IF på hjemmesiden her.