Besøg Sportens Hall of Fame

Håndboldens store ener

Hurtige finter, sublime afleveringer og en uimodståelig selvtillid på banen gjorde Anja Andersen til en af dansk håndbolds mest ikoniske skikkelser.
Hun spillede håndbold med en kreativitet og en gnist, som få kunne matche, og hendes mod til at gå egne veje inspirerede både fans, medspillere og kommende generationer.
Vi tegner her et portræt af pigen fra Odense, der blev OL-guldvinder, europamester og et navn for evigt indskrevet i dansk sportshistorie – og som blev optaget i Sportens Hall of Fame i 2012.

De unge år i Odense

‍Anja Andersen blev født den 15. februar 1969 i Odense. Håndbolden var tidligt en stor del af hendes liv, og hun viste hurtigt, at hun havde noget særligt: en kombination af eksplosiv energi, flair for spillets detaljer og et medfødt vinderinstinkt.

Gennembrudd i dansk håndbold

‍I 1980'erne spillede Anja Andersen sig ind på det danske landshold, hvor hendes unikke spillestil skabte overskrifter. Hun var frygtløs, teknisk blændende og ikke bange for at tage chancer. Med sin offensive tankegang og kreative løsninger på banen var hun med til at revolutionere kvindehåndbolden.

‍Kampen for at finde sin plads

Trods sit enorme talent var Anja Andersen ikke altid en nem spiller at håndtere. Hendes stærke personlighed, store vinderinstinkt og krav om frihed på banen stødte nogle gange sammen med de mere traditionelle forventninger til disciplin og kollektiv indsats. I begyndelsen af 1990'erne førte det til konflikter på landsholdet. Træner Ulrik Wilbek satte i en periode Anja Andersen af holdet, fordi han mente, at hendes attitude og spillestil skabte for meget uro i truppen. Det blev et vendepunkt for Anja Andersen, som indså, at hun måtte finde en balance mellem sin egen stærke karakter og de krav, der stilles til et holdspil.

Hun vendte stærkt tilbage – mere fokuseret end nogensinde – og blev siden omdrejningspunktet for det hold, der bragte dansk kvindehåndbold til nye højder med EM-, VM- og OL-guld.

De nervepirrende sekunder

OL-finalen i Atlanta 1996 mellem Danmark og Sydkorea udviklede sig til et drama af de helt store. I kampens sidste sekunder var stillingen 29-29. Danmark havde bolden og mulighed for at afgøre det hele før forlænget spilletid. Bolden blev lagt i hænderne på Anja Andersen – den kreative spilfordeler og holdets store profil. Med kun få sekunder tilbage forsøgte Anja Andersen at afgøre kampen selv. Hun trak mod forsvaret og afsluttede, men hendes skud blev blokeret af den sydkoreanske målvogter. Der blev dømt straffekast til Danmark med kun 4 sekunder tilbage. Anja Andersen vælger selvsikkert at gå mod straffepletten, og hendes skud bliver reddet. Dermed måtte finalen ud i forlænget spilletid, hvor spændingen fortsatte, inden Danmark senere sikrede sig den historiske guldmedalje.

‍De store triumfer i 1990’erne

‍Anja Andersen blev omdrejningspunktet på det danske kvindelandshold, der i 1990'erne oplevede en guldalder.

• Europamester i 1994
• Verdensmester i 1997
• OL-guldvinder i Atlanta 1996

Hun var både hjerte og motor i det hold, der satte dansk kvindehåndbold på verdenskortet. Særligt ved OL i 1996 var hun central i Danmarks triumf og leverede spil på allerhøjeste niveau under det intense pres.

Teknisk magiker og personlighed

‍Anja Andersen blev kendt for sine blændende driblinger og kreative afleveringer. Sit uforudsigelige spil, der kunne vende en kamp på et øjeblik. En kompromisløs vilje til at vinde – både på egne og holdets vegne. Hun var en spiller, der aldrig gik på kompromis med sin stil, og som insisterede på, at håndbold også skulle være kunst, ikke kun kamp.

En karismatisk leder og pioner

‍Efter sin aktive karriere fortsatte Anja Andersen som træner, hvor hun videreførte sin kreative filosofi. Hun trænede bl.a. Slagelse DT til stor international succes, hvor holdet blandt andet vandt Champions League. Hun satte nye standarder for spillestil, træning og det mentale aspekt i håndbold.

Inspirator for nye generationer

‍Anja Andersens tilgang inspirerede ikke kun hendes samtid, men også kommende generationer af spillere. Hun viste, at personlighed og mod kunne kombineres med toppræstationer – og at det var tilladt at drømme stort og spille spektakulært.

Optagelsen i Sportens Hall of Fame

‍I 2007 blev Anja Andersen optaget i Sportens Hall of Fame som en anerkendelse af hendes enestående præstationer på og uden for banen. Hendes arv lever videre som en af de største personligheder dansk håndbold nogensinde har haft.

‍

Teknik, styrke og historiske sejre

Lynhurtige reaktioner, elegant bevægelse og en mental styrke ud over det sædvanlige var kendetegnende for Lene Køppen, som i 1970'erne satte en ny standard for dansk og international badminton.
Hun spillede med en raffineret teknik og et taktisk overblik, der fik selv de skarpeste modstandere til at vakle.
Med sit rolige ydre og præcise spil vandt hun titler, som kun de allerfærreste når i karrieren, og hun blev en pioner for kvindelige badmintonspillere på verdensplan.
Vi tegner et portræt af kvinden fra Jylland, der blev verdensmester, All England-vinder og et ikon i dansk sportshistorie.

De unge år i jylland

‍Lene Køppen blev født den 5. maj 1953 i København, men voksede op i Jylland.
Som barn fandt hun hurtigt vej til badmintonhallen, hvor hendes talent blev tydeligt allerede i ungdomsårene.
Med en blanding af naturligt flair, målrettet træning og stor spilleglæde kæmpede hun sig frem i ungdomsrækkerne og begyndte at drømme om de helt store internationale turneringer.

De første store turneringer

‍I begyndelsen af 1970’erne begyndte Lene Køppen for alvor at markere sig både nationalt og internationalt.
Hun var i stand til at dominere modstandere med sit flydende, tekniske spil, hvor hun kontrollerede kampene med taktisk snilde og præcise placeringer.
Det var tydeligt, at dansk badminton havde fået en stjerne, der kunne tage kampen op mod de stærkeste asiatiske spillere.

Verdensmester

‍1977 blev et vendepunkt i Lene Køppens karriere. Ved det allerførste officielle verdensmesterskab i badminton i Malmö, Sverige, skrev hun historie ved at vinde guld i damesingle. Hun besejrede engelske Gillian Gilks i finalen og blev dermed Danmarks første verdensmester i badminton. Med denne sejr cementerede hun sin plads blandt sportens største navne.

Triumf til All England

‍Efter verdensmesterskabet fulgte endnu en stor triumf. I1979 vandt Lene Køppen All England i damesingle, badmintonens mest prestigefyldte turnering. Hun havde tidligere også vundet All England i damedouble i 1977 sammen med Grete Mogensen. Sejrene i både single og double vidnede om hendes alsidighed og hendes evne til at brillere på højeste niveau i flere discipliner.

En teknisk og mentalt stærk spiller

‍Lene Køppen var berømt for sin tekniske præcision og flydende bevægelser, og for sin kloge spilforståelse og evne til at vende selv svære situationer. Hun er også kendt for sin rolige fremtoning, der skjulte en stærk indre vilje og kampånd. Hun mestrede at sætte modstanderne under pres uden selv at forfalde til hastværk – en spillestil, der på mange måder var forud for sin tid.

En pioner for kvindelige spillere

‍Lene Køppens succes var med til at bane vejen for flere kvindelige badmintonspillere internationalt. Hun beviste, at europæiske spillere kunne matche de asiatiske dominanter, og hun inspirerede mange unge piger til at gå efter en karriere i elitesport.

Optaget i Sportens Hall of Fame

‍I 1992 blev Lene Køppen optaget i Sportens Hall of Fame – en anerkendelse for hendes uvurderlige bidrag til dansk og international badminton.
Hendes navn står i dag som et vartegn for teknisk dygtighed, stærk mentalitet og banebrydende præstationer på de største scener.

‍

Dansk badmintons banebryder

‍Erland Kops er en af de mest markante skikkelser i dansk badminton. Med syv sejre i All England og en banebrydende karriere i Asien og Europa satte han nye standarder for dansk badminton. I 1992 blev han fortjent optaget i Sportens Hall of Fame.
Erland Kops blev født den 14. januar 1937 i København. Han begyndte at spille badminton i Kastrup Magleby Badmintonklub og viste tidligt et ekstraordinært talent, især for hurtighed, teknik og taktisk forståelse.

Gennembrud i Asien

‍I 1958 rejste Erland Kops til Asien, hvor han deltog i turneringer i Malaysia og Indonesien – lande hvor badminton var på sit absolutte højeste niveau. Han blev den første ikke-asiatiske spiller til at vinde flere store turneringer dér, hvilket gjorde ham berømt og respekteret på begge sider af kloden.

Sejrsrækken i All England

‍All England-turneringen blev Kops’ store scene. Han vandt herresingle syv gange (1958, 1960, 1961, 1962, 1963, 1965, 1967). Han vandt også herredouble fire gange i partnerskab med Poul-Erik Nielsen. Hans dominans i All England – dengang betragtet som uofficielt verdensmesterskab – var banebrydende og placerede dansk badminton på verdenskortet.

En komplet spiller

‍Erland Kops var kendt for sin udsøgte teknik, fysiske styrke og evne til at kombinere offensivt pres med præcist netspil. Han var ikke bare hurtig på fødderne, men tænker også hurtigt – en kombination, der gjorde ham næsten uovervindelig i hans storhedstid.

En pioner i international badminton

‍Kops var blandt de første europæere, der rejste fast til Asien for at spille mod de bedste. Her introducerede han en mere fysisk og aggressiv spillestil, som udfordrede de teknisk stærke asiatiske spillere. Han brød dominansen fra spillere fra Malaysia og Indonesien i en periode, hvor europæisk succes var sjælden.

Inspiration for fremtidige spillere

‍Efter sin aktive karriere forblev Kops en vigtig figur i badmintonmiljøet, han arbejdede med talentudvikling og holdt fast i, at både teknik, styrke og mentalitet var nødvendige for at nå til tops. Hans tilgang blev en grundsten for dansk badmintons senere succes på verdensplan.

En fortjent plads

‍I 1992 blev Erland Kops optaget i Sportens Hall of Fame. Det var en anerkendelse af hans status som pioner, mester og inspirationskilde – en atlet, der løftede både sig selv og dansk badminton til nye højder.

‍

Danmarks tempokonge

Ole Ritter er en af Danmarks mest ikoniske cykelryttere, kendt for sine enestående evner i enkeltstart og imponerende præstationer på både bane og landevej. Hans karriere spænder over flere årtier og er fyldt med bemærkelsesværdige øjeblikke, der har cementeret hans status i cykelverdenen.

Fra slagterbutik til cykelstjerne

Født den 29. august 1941 i Slagelse, begyndte Ole Ritter sin karriere på en utraditionel måde. Han arbejdede i en slagterbutik i København, men hans passion for cykling førte ham hurtigt væk fra slagterfaget og ud på landevejene, hvor hans talent hurtigt blev tydeligt.

Gennembruddet i 1962

1962 blev et skelsættende år for Ritter. Han vandt to sølvmedaljer ved VM i Italien: en i individuelt landevejsløb og en i 100 km holdløb. Disse præstationer markerede ham som en kommende stjerne på den internationale cykelscene.

Professionel karriere i Italien

Efter sine succeser som amatør blev Ritter professionel i 1967 for det talienske hold Germanvox-Wega. Han tilbragte størstedelen af sin professionelle karriere i Italien, hvor han hurtigt blev en favorit blandt fansene. Hans sejr på enkeltstartsetapen i Giro d’Italia samme år, hvor han slog store navne som Rudi Altig, Eddy Merckx og Jacques Anquetil, cementerede hans ry som en formidabel temporytter.

I 1968 satte Ritter en ny verdensrekord i timeløb på banen i Mexico City ved at tilbagelægge 48,653 km på en time. Denne præstation stod som rekord indtil 1972, hvor Eddy Merckx overgik den. Interessant nok blev Ritter inspireret til at forsøge sig på timerekorden efter Anquetils bemærkning om, at hans enkeltstartshastighed i Giroen var tilstrækkelig til at slå rekorden.

En mand af få ord

Ritter var kendt for sin reserverede og gådefulde personlighed. Han foretrak at lade sine resultater tale for sig selv og deltog sjældent i mediecirkusset omkring sporten. Dette bidrog til hans mystik og gjorde ham til en endnu mere fascinerende figur i cykelverdenen.

Samarbejde med Jørgen Leth

Den danske filminstruktør Jørgen Leth blev fascineret af Ritters personlighed og karriere. Dette førte til dokumentarfilmen "Den umulige time" fra 1974, som skildrer Ritters forsøg på at generobre timerekorden. Filmen giver et unikt indblik i Ritters træning, forberedelser og den mentale styrke, der kræves for at konkurrere på højeste niveau.

Senere karriere og liv

Efter at have afsluttet sin aktive karriere fortsatte Ritter med at bidrage til cykelsporten. Han blev en succesfuld importør af cykelbeklædning og -udstyr, hvilket holdt ham tæt knyttet til sporten. I 1992 blev han hædret med optagelse i Sportens Hall of Fame, en anerkendelse af hans betydelige bidrag til dansk cykelsport.

Ole Ritters karriere er en fortælling om dedikation, talent og en utrættelig jagt på perfektion. Hans præstationer har inspireret utallige ryttere, og hans navn vil for altid være synonymt med dansk cykelsports storhedstid.

‍

En pioner i ridesporten

‍Lis Hartel er en af de mest inspirerende figurer i dansk og international sportshistorie. Med sin utrolige viljestyrke og tekniske kunnen blev hun dobbelt OL-sølvvinder i dressur – trods en alvorlig lammelse. I 1992 blev hun fortjent optaget i Sportens Hall of Fame.‍
Lis Hartel blev født den 14. marts 1921 i København og voksede op i en familie, hvor ridesport var en naturlig del af hverdagen. Allerede som barn udviste hun en ekstraordinær føling med heste og en særlig sans for dressurens fine detaljer.

Karrieren truet af sygdom

‍I 1944 blev Lis Hartel ramt af en alvorlig poliolignende sygdom, der lammede hende, og ingen troede at hun ville genvinde sin plads i elitesporten. Trods dystre prognoser nægtede hun at opgive sin sport. Med intensiv træning, målrettet genoptræning og en jernvilje genvandt hun evnen til at ride – dog uden fuld førlighed. Hun måtte hjælpes op på hesten, men styrede sin hest selv under konkurrencerne.

Første historiske OL-medalje

‍Ved OL i Helsinki 1952 åbnedes dressurkonkurrencen for kvinder for første gang. Lis Hartel deltog – og sensationelt vandt hun sølv i individuel dressur på sin hest Jubilee. Hun besejrede en række mandlige konkurrenter i en sport, der traditionelt havde været forbeholdt mænd og militærpersoner.

Det ikoniske billede

‍Efter medaljeoverrækkelsen bar den svenske vinder, Henri Saint Cyr, Lis Hartel ned fra podiet i respekt for hendes præstation.
Dette billede blev verdenskendt som et symbol på både sportsånd og hendes personlige sejr over fysisk modgang.

Endnu en triumf

Lis Hartel fortsatte sin enestående karriere og vandt endnu en OL-sølvmedalje ved OL i Stockholm i 1956.
Trods sin fortsatte fysiske begrænsning leverede hun en teknisk fornem præstation, der igen demonstrerede hendes store talent og utrættelige arbejde.

En frontløber for para-atleter

Efter afslutningen på den aktive karriere brugte Lis Hartel sin status til at fremme para-sport. Hun engagerede sig i ridesport for personer med handicap. Hun medvirkede til at stifte "Dansk Rideforbunds Handicapudvalg" og hun arbejdede for at ændre holdningen til, hvad mennesker med fysiske handicaps kunne opnå i idrætten.

Teknisk kunnen og føling med hesten

‍Lis Hartel blev kendt for sin ekstraordinære teknik. Hendes ridning var præget af bløde overgange, præcise øvelser og en sjælden evne til at skabe harmoni mellem rytter og hest. Trods hendes fysiske begrænsninger formåede hun at udføre dressurøvelser med en elegance og balance, som få kunne matche.

En sportshistorisk rollemodel

‍Lis Hartels indsats rakte langt ud over ridesportens verden.
Hun blev et symbol på, at målrettethed, håb og hårdt arbejde kan overvinde selv de største udfordringer.
Hendes historie inspirerer stadig atleter og mennesker med handicap verden over.

En plads i Sportens Hall of Fame

‍I 1992 blev Lis Hartel optaget i Sportens Hall of Fame som en hyldest til hendes banebrydende præstationer, hendes mod og hendes bidrag til sportens udvikling.
Hun vil for altid blive husket som en af Danmarks største sportsikoner og en pioner for både kvinder og personer med handicap i international sport.

‍

Danmarks alsidige atlet

‍
Knud Lundberg er noget helt særligt i dansk idrætshistorie. Han var en af de få, der nåede internationalt topniveau i flere sportsgrene samtidig. Som fodboldspiller, håndboldspiller og basketballspiller satte han en standard for alsidighed og talent, der stadig fascinerer. I 1992 blev han optaget i Sportens Hall of Fame.

På tre landshold

‍Knud Lundberg blev født den 14. maj 1920 i København. Allerede som ung viste han et alsidigt talent for sport. Han spillede fodbold for B93, håndbold for HG og basketball for Falcon – og blev udtaget til det danske landshold i alle tre idrætsgrene.

En stjerne på fodboldbanen

‍Knud Lundberg opnåede størst berømmelse som fodboldspiller.

• Han spillede 39 landskampe for Danmark.
• Han var anfører for det hold, der vandt bronze ved OL i London 1948.
• Hans elegante spillestil og taktiske overblik gjorde ham til en respekteret leder på banen.

Han var kendt som en teknisk velfunderet og intelligent spiller, der læste spillet bedre end de fleste.

Håndbold og Basketball på topniveau

‍Parallelt med fodboldkarrieren spillede Knud Lundberg også håndbold og basketball på højeste niveau. Han deltog i flere landskampe i håndbold i 1940’erne. Han var også aktiv på det danske basketballlandshold, som på det tidspunkt var i sin spæde udvikling. Hans evne til at tilpasse sig forskellige sportsgrene og mestre dem alle var næsten uhørt – både dengang og i dag.

En skarp pen uden for banen

‍Efter sin aktive karriere blev Knud Lundberg en fremtrædende sportsjournalist og forfatter. Han skrev blandt andet bøger om dansk sport og analyserede udviklingen inden for fodbold og håndbold med skarphed og dyb indsigt. Hans stemme blev anerkendt som både saglig og kompromisløs – en naturlig forlængelse af hans tilgang til sporten.

Et symbol på alsidighed

‍Knud Lundbergs liv og karriere står som et forbillede på alsidighed, dedikation og passion for sportens verden. At være landsholdsspiller i tre sportsgrene – og ovenikøbet føre et fodboldlandshold til olympisk succes – er en præstation, som meget få andre kan matche.

En selvskreven plads i hall of fame

‍Da Knud Lundberg i 1992 blev optaget i Sportens Hall of Fame, blev det som en hyldest til en af dansk idræts største multitalenter.
Hans navn vil altid blive forbundet med disciplin, intelligens og kærlighed til idrætten – på tværs af baner, haller og sportsgrene.

‍

‍

Danmarks konge på 1000 meter

‍Niels Fredborg står som en af de mest succesrige danske banecyklister gennem tiderne. Med tre olympiske medaljer og en verdensmestertitel i 1000 meter på tid skrev han sig ind i sportens historiebøger. I 1993 blev han optaget i Sportens Hall of Fame som anerkendelse for sin unikke karriere.

Fra odder til verdens top

‍Niels Fredborg blev født den 28. oktober 1946 i Odder.
Allerede som ung udviste han en bemærkelsesværdig eksplosiv styrke og præcision, som hurtigt gjorde ham til et stort talent i banecyklingens verden.

Første store gennembrud i 1964

‍Som blot 17-årig deltog Niels Fredborg i OL i Tokyo 1964, hvor han fik værdifuld erfaring på den internationale scene.
Selvom det ikke blev til medalje, var det startskuddet til en karriere, der skulle bringe Danmark stor hæder i banecykling.

Sølv ved OL i Mexico City

‍Ved OL i Mexico City 1968 slog Niels Fredborg igennem på den største scene.
Han vandt sølv i 1000 meter på tid, kun overgået af franskmanden Pierre Trentin.
Dette markerede Danmarks tilbagevenden som en seriøs cykelnation på banen.

Verdensmester i 1970

‍I 1970 toppede Fredborg karrieren med at blive verdensmester i 1000 meter på tid ved VM i Leicester, England.
Med sin kraftfulde start og suveræne fart over hele distancen satte han konkurrenterne på plads og sikrede sig regnbuetrøjen.

Guld ved OL i München i 1972

‍Ved OL i München 1972 opnåede Niels Fredborg sin største triumf:

• Han blev olympisk mester i 1000 meter på tid.
• Han var eneste danske guldvinder ved disse lege.
• Han besejrede verdenseliten med en perfekt kombination af startstyrke og jævn fart hele vejen.

Bronze i Montreal i 1976

‍I en alder af næsten 30 år fortsatte Fredborg sin dominans ved OL i Montreal 1976, hvor han vandt bronze i sin specialdisciplin.
Det cementerede hans status som en af verdens mest stabile og langtidsholdbare baneryttere.

En karriere bygget på præcision

‍Niels Fredborg var kendt for sin tekniske perfektion og professionelle tilgang:

• Han optimerede sin position på cyklen minutiøst.
• Han arbejdede målrettet med startteknik og acceleration.
• Han kunne time sin indsats med en nøjagtighed, der ofte gav ham sejren på hundrededele af et sekund.

en pioner for dansk banecykling
Med sin karriere var Niels Fredborg med til at løfte dansk banecykling til international topklasse.
Han inspirerede en ny generation af ryttere og viste, at det var muligt at matche de store cykelnationer på disciplinens højeste niveau.

en fortjent plads i hall of fame
Da Niels Fredborg i 1993 blev optaget i Sportens Hall of Fame, blev det ikke kun for hans resultater, men også for den professionalisme og dedikation, han bragte til dansk idræt.
Hans navn vil for altid være synonymt med præcision, styrke og sejre på to hjul.

‍

‍

Danmarks stilrene cykelrytter

‍Leif Mortensen var en af dansk cykelsports store profiler i 1960’erne og 1970’erne. Kendt for sin elegante kørestil, skarpe afslutninger og taktiske overblik blev han optaget i Sportens Hall of Fame i 1994.

Fra København til den store scene

‍Leif Mortensen blev født den 5. maj 1946 i København.
Han begyndtLe sin karriere på de danske landeveje og viste hurtigt, at han havde både styrke, teknik og det taktiske blik, som cykelsporten kræver på allerhøjeste niveau.

Sølv ved De Olympiske Lege

Mortensen fik sit internationale gennembrud ved OL i Mexico City i 1968, hvor han vandt sølv i landevejsløb. Det var en præstation, der vakte stor opmærksomhed og cementerede hans status som en af verdens bedste unge ryttere.

Fra olympisk sølv til VM-sølv

‍I 1970 opnåede Leif Mortensen endnu en stor bedrift, da han blev verdensmester for hold i landevejscykling med det danske hold. Samme år sikrede han sig også en sølvmadalje ved VM i individuelt landevejsløb, kun overgået af legendariske Jean-Pierre Monseré. Hans evne til at time sine angreb og holde hovedet koldt i store finaler var blandt hans største styrker.

Professionel karriere i Europa

‍Efter OL og VM-succes blev Leif Mortensen professionel og kørte for flere af de største europæiske hold i begyndelsen af 1970’erne. Han opnåede flere etapesejre i store løb og deltog i prestigefyldte klassikere som Milano-Sanremo og Liège-Bastogne-Liège.

En rytter med taktisk snilde

‍‍Leif Mortensen blev anerkendt for sin taktiske evne til at positionere sig i feltet.

• Han læste løbene klogt.
• Han valgte sine angreb med præcision.
• Han kunne matche verdens bedste i spurterne.

Hans kørestil var ikke præget af brutale angreb, men af elegant kontrol og skarpe afslutninger.

En plads blandt de største

‍I 1994 blev Leif Mortensen optaget i Sportens Hall of Fame som anerkendelse for sin karriere og sine bidrag til dansk cykelsport.
Hans resultater på både den nationale og internationale scene har givet ham en varig plads blandt de store danske cykelprofiler.

‍

Teknik, tålmodighed, triumfer

‍Morten Frost er en af de mest markante skikkelser i dansk badmintonhistorie. Med enestående teknik, taktisk overblik og vilje til konstant forbedring dominerede han international badminton i mere end et årti. I 1997 blev han optaget i Sportens Hall of Fame som anerkendelse for sin ekstraordinære karriere.

Fra næstved til verdens toppen

‍Morten Frost blev født den 4. april 1958 i Næstved. Han begyndte at spille badminton som barn og viste hurtigt en naturlig forståelse for spillets rytme og kompleksitet.
Med disciplineret træning og målrettet udvikling steg han hurtigt fra ungdomsrækkerne til eliteniveau.

En spillestil bygget på kontrol

‍Morten Frost blev kendt for sin evne til at kontrollere tempoet i kampene.vHan var teknisk stærk, havde et præcist netspil og en tålmodig tilgang, som tvang modstanderne til at begå fejl. Hans defensive spil var solidt og intelligent, og han kunne med små variationer i spillet vende kampenes dynamik til sin fordel. Frost var ikke dominerende med rå power, men med raffineret spilforståelse og uovertruffen udholdenhed.

Store sejre og stabile resultater

‍Morten Frost opnåede en lang række store resultater:

• Fire sejre i All England (1982, 1984, 1986, 1987) – badmintonens mest prestigefyldte turnering.
• Han var i årevis verdens bedste spiller målt på internationale resultater og stabilitet.
• Frost nåede finalen i verdensmesterskabet to gange, i 1985 og 1987, og vandt sølv ved begge lejligheder.

Selvom verdensmesterskabet forblev uden for rækkevidde, var hans vedholdenhed og niveau unikt i en tid med hård international konkurrence.

En respekteret leder efter karrieren

‍Efter sin aktive karriere fortsatte Morten Frost i badmintonmiljøet som træner, sportschef og konsulent.
Han har arbejdet med badmintonforbund både i Danmark, Malaysia og Sydafrika og har haft stor betydning for udviklingen af unge elitespillere.

En selvskreven plads i historien

‍Da Morten Frost i 1997 blev optaget i Sportens Hall of Fame, var det en naturlig anerkendelse af en karriere præget af stor teknisk kunnen, taktisk skarphed og en vedvarende stræben efter perfektion. Hans navn står som et symbol på dedikation, klasse og kontinuitet i dansk og international badminton.

‍

Dansk fodboldarkitekt

‍I dansk fodbold er der profiler – og så er der skikkelser, der former hele generationer. Morten Olsen hører til den sidste kategori. Som spiller, anfører og træner var han et fyrtårn, der satte sit uudslettelige præg på både spillet og kulturen. I 1998 blev han optaget i Sportens Hall of Fame.

Fra vordingborg til Europa

‍Morten Olsen blev født den 14. august 1949 i Vordingborg. Han startede sin fodboldrejse i B 1901, men hans talent rakte langt ud over de danske grænser.
Gennem målrettet arbejde og taktisk kløgt spillede han sig til kontrakter i belgiske Cercle Brugge og senere i storholdet Anderlecht, hvor han blev en ledende figur.

Anfører med udsyn og autoritet

‍På det danske landshold (1970-1989) blev Morten Olsen hurtigt mere end bare spiller – han blev samlingspunktet.
Med sin rolige autoritet og store taktiske forståelse blev han udnævnt til anfører i 1980. Under hans ledelse blomstrede landsholdet, og Danmark oplevede sit første store gennembrud ved EM 1984 i Frankrig og VM 1986 i Mexico.
Morten Olsen spillede 102 A-landskampe – og blev den første dansker, der nåede denne milepæl.

‍En spiller i konstant udvikling

‍Morten Olsen var kendt for sin alsidighed. I begyndelsen af karrieren spillede han midtbane, men udviklede sig til en intelligent og elegant forsvarsstyrmand. Han kombinerede teknik, overblik og en bemærkelsesværdig evne til at læse spillet – noget, der adskilte ham fra de fleste af sine samtidige. Hans evne til at styre kampens rytme gjorde ham til en af Europas mest respekterede spillere i 1980’erne.

Fra stjerne til strateg

‍Efter den aktive karriere blev Morten Olsen træner – og ikke bare træner, men en af de mest principfaste og visionære i dansk fodbold.
Han førte Ajax Amsterdam til mesterskab i Holland og overtog i 2000 det danske landshold, som han ledede i imponerende 15 år.
Som træner indførte han klare spilsystemer, disciplin og et fokus på teknik og boldbesiddelse, som stadig præger dansk fodbold i dag.

Sejren føles altid ens

‍For Morten Olsen var glæden ved at vinde ikke noget, der voksede i takt med arenaens størrelse. Han har flere gange fortalt, at følelsen af triumf er den samme – uanset om omgivelserne er små eller store. I interview til DR har han forklaret, hvordan sejren føltes lige stærkt, om det var som ung dreng i en mudret kamp i Vordingborg, eller om det var som anfører på Wembley Stadion till EM-kvalifikationskamp mod England, med hele verdens øjne rettet mod sig.

"Når du vinder, kan det være på en mudret grusbane i Vordingborg, hvor du kæmper med barndomsvennerne om æren, eller det kan være foran 80.000 tilskuere på Wembley – adrenalinen, glæden og lettelsen føles identisk."

For Morten Olsen handlede det aldrig om hvor stort rampelyset var, men om selve spillet, konkurrencen og det at lykkes. Den intense fornemmelse af at have kæmpet, overvundet modstand og vundet – dén var universel, uanset om det var i provinsen eller på en af verdens mest berømte fodboldscener.

Kulturbærer for dansk fodbold

‍Morten Olsen ændrede ikke kun resultaterne – han ændrede tankegangen.
Han introducerede en professionel tilgang til træning, kost og spillestil, som var ny i dansk fodbold i 1990’erne.
Hans krav om kvalitet i hver aflevering og hans stærke insisteren på holdets struktur løftede niveauet markant.

En naturlig plads i historien

‍Da Morten Olsen i 1998 blev optaget i Sportens Hall of Fame, var det en anerkendelse af en mand, der havde påvirket dansk fodbold som få andre.
Både på og uden for banen var han en ledestjerne, der forenede vilje, viden og vision.
Morten Olsens navn vil for altid stå som symbol på professionalisme og kærlighed til spillet.

‍

Perfektionisten i Sejlsporten

‍Nogle atleter vinder ved talent, andre ved råstyrke – men Jesper Bank vandt ved en kompromisløs stræben efter perfektion. Med en unik tilgang til forberedelse, en urokkelig tro på detaljer og en evne til at få besætningen til at fungere som én samlet organisme, blev han et ikon i international sejlsport. Da han i 2009 blev optaget i Sportens Hall of Fame, var det en naturlig hyldest til en karriere båret af viden, vilje og vindermentalitet.

Fra Lillebælt til verdenshavet

‍Jesper Bank blev født den 6. april 1957 i Fredericia – midt i et område, hvor vandet var en naturlig legeplads. Som dreng brugte han timevis på Lillebælt i små joller, hvor han udviklede en intuitiv forståelse for vind, strøm og bådens bevægelser. Allerede her begyndte hans karakteristiske tilgang at tage form: en kompromisløs jagt på forbedring.
Hvor andre børn sejlede for sjov, førte Jesper nøje regnskab med strømforhold, vindretninger og små tekniske justeringer. Ingen detalje var for lille til at blive analyseret, intet problem for komplekst til at blive løst.

En mester på vandet

‍Jesper Banks tilgang var enkel i teorien, men krævende i praksis. Han var kendt for sine lange træningspas, hvor både taktik, teknik og team-samarbejde blev finpudset til mindste detalje.
Han forberedte sig ikke kun på vind og vejr – han forberedte sig på modstandernes mindste svagheder, på banens skjulte rytmer og på psykologiens afgørende betydning i de lange sejladser.
Det var ikke kun fysisk træning – det var en mental skoling i disciplin, tålmodighed og præcision.

Olympiske triumfer

Jesper Bank deltog i tre olympiske lege og vandt medaljer ved dem alle – en præstation få danskere kan matche.

• Bronze ved OL i Seoul 1988 i Soling-klassen.
• Guld ved OL i Barcelona 1992, hvor han med imponerende overblik styrede sin båd til sejr mod verdenseliten.
• Guld igen ved OL i Sydney 2000, hvor hans erfaring, koldblodighed og taktiske overlegenhed bar ham hele vejen til toppen.

Særligt sejren i Sydney stod som kulminationen på en karriere, hvor alt – fra mindste skrue på båden til psykologisk kamp mod konkurrenterne – var planlagt med kirurgisk præcision.

Kapløb mod perfektionen

‍Jesper Bank blev anerkendt for sin evne til at gøre sejlsport til en videnskab. Han var blandt de første danske sejlere, der systematiserede træningsdata, vindmålinger og bådoptimering på en måde, som tidligere kun var set i verdens absolutte top, ligesom hans kapacitet for at forvandle viden til praksis – og hans evne til at holde sit hold 100 % fokuseret – gjorde ham unik i dansk sejlsport.

Mere end en skipper

‍Jesper Bank var mere end en dygtig sejler; han var en leder, der kunne få sit mandskab til at yde deres ypperste. Han skabte et miljø, hvor præcision var en selvfølge, og hvor tillid og respekt var grundpillerne.
Han inspirerede en hel generation af danske sejlere til at tro på, at Danmark kunne konkurrere – og vinde – på verdensplan.

En ægte mester

‍Da Jesper Bank blev optaget i Sportens Hall of Fame i 2009, var det en hyldest til mere end medaljerne.
Det var anerkendelsen af en mand, der nægtede at overlade noget til tilfældighederne, og som viste, at sande mestre skabes gennem hårdt arbejde, dyb respekt for sporten – og en evig stræben efter at blive bare en lille smule bedre hver eneste dag.

‍

Badmintonens elegante mester

‍Når man taler om dansk badmintonhistorie, er Poul-Erik Høyer et navn, der altid nævnes med ære og beundring. Med sin elegante spillestil, lynhurtige bevægelser og rolige attitude på banen, satte han nye standarder for, hvad dansk badminton kunne præstere internationalt. Da han i 2010 blev optaget i Sportens Hall of Fame, var det en naturlig anerkendelse af en karriere præget af både storhed og generøsitet.

Badmintons stille storm

‍Poul-Erik Høyer blev født den 20. september 1965 i Helsinge. Badmintonketcheren blev tidligt en fast del af hans hverdag, og det var hurtigt tydeligt, at han havde en særlig evne: en kombination af teknik, timing og taktisk forståelse, der gjorde ham til noget helt særligt på de danske baner.

Et olympisk øjeblik i verdensklasse

‍Det store højdepunkt kom ved De Olympiske Lege i Atlanta i 1996, hvor Poul-Erik Høyer leverede en præstation, som stadig står som et af de største øjeblikke i dansk sportshistorie.
I en nervepirrende finale mod kineseren Dong Jiong holdt han hovedet koldt, holdt rytmen – og vandt guld i herresingle. Øjeblikket brændte sig fast, da sejren ved OL var i hus, kastede Poul-Erik Høyer sig ned på knæ midt på banen, grebet af følelsers kraft. I en umiddelbar, rå reaktion rev han sin trøje itu, mens han råbte sin glæde ud mod publikum og verden. Det ikoniske billede – af en mand på knæ, med revet trøje og armene løftet i triumf – blev et symbol på vilje, drøm og sejrsrus samlet i ét kort sekund. Med sejren skrev han sig ind i historien som den første danske badmintonspiller, der vandt OL-guld. En sejr, der ikke bare betød noget for ham selv, men for hele Danmark, som fulgte hans bedrift med stolthed og glæde.

En særlig spillestil

‍Poul-Erik Høyer skilte sig ud på flere måder, med sin spillestil præget af ro, snilde og elegance. Hvor mange konkurrenter satsede på rå kraft og eksplosive angreb, satsede Høyer på rytme, flow og tålmodighed. Han havde en evne til at "styre kampen fra midten" – med små temposkift og præcise placeringer af bolden, der tvang modstanderen til at løbe og åbne huller i forsvaret.Hans netspil var millimeterpræcist – han kunne vinde point med bløde, dødelige dropshots, hvor modstanderen stadig stod på baglinjen. Han var en mester i variation: Hver eneste duel blev spillet forskelligt, så hans modstandere aldrig kunne finde rytmen.

Hans spil var præget af overlegen timing, minimal energibrug og en mental ro, der fik ham til at fremstå næsten urørlig på sine bedste dage.
Hvor andre blev stressede i de afgørende øjeblikke, blev Poul-Erik Høyer kun skarpere. Hans evne til at spille smartere, ikke hårdere, var hans største våben.

En teknisk kunstner

‍I en tid, hvor badminton begyndte at blive mere fysisk krævende, viste Poul-Erik, at forståelse for spillets finere nuancer stadig kunne vinde.
Han besejrede spillere, der måske på papiret var stærkere, hurtigere eller yngre, ved at bruge deres egen energi imod dem.
Når modstanderen løb sig træt, havde Høyer stadig overskud – en stille mester, der lod sin ketcher gøre arbejdet.

En flot sportskarriere

‍Ud over sine mange titler udmærkede Poul-Erik sig ved sin fairness, ydmyghed og respekt for spillet. Han blev et symbol på sportsånd og en inspiration for både fans og kommende talenter.

Fra spiller til leder

‍Efter karrieren lagde han ikke ketcheren helt væk. I stedet blev han en vigtig aktør på verdens badmintonscene som præsident for Badminton World Federation, hvor han har arbejdet for at udbrede og udvikle sporten globalt.

En plads blandt de største

Da Poul-Erik Høyer i 2010 blev optaget i Sportens Hall of Fame, var det en hyldest til mere end bare sejrene. Det var anerkendelsen af en mand, der forenede teknik, intelligens og værdighed – og som fortsatte sin indsats for sporten langt ud over banen.
Som præsident for Badminton World Federation har han arbejdet for at udvikle badminton globalt, og med sin plads som medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fra 2014-2022, fik han også indflydelse på verdensidrættens højeste niveau.
Poul-Erik Høyer står i dag som et symbol på, hvordan sportslig storhed kan føre til lederskab med integritet – både på og uden for banen.

Speedwayens mester

‍Der findes legender – og så findes der Hans Nielsen. Med en karriere spækket med verdensmesterskaber, overlegne løb og en urørlig status som sportens perfekte tekniker, er han indbegrebet af dansk speedways storhedstid. I 2011 blev han meget fortjent optaget i Sportens Hall of Fame – en hyldest til en kører, der satte nye standarder for, hvad der er muligt på to hjul og løst underlag.

Fra bøgevangene til verdenselite

‍Hans Nielsen blev født den 26. december 1959 i Brovst i Nordjylland, og som ung blev han hurtigt draget af motorsportens fart og frihed. Hvor mange andre drenge drømte, førte Hans Nielsen drømmen ud i livet – med en målrettethed og teknisk kunnen, der allerede som teenager skilte ham ud fra mængden.

Dominerede en hel æra

‍Hans Nielsen er én af de mest succesfulde speedwaykørere gennem tiderne. Han blev fire gange individuel verdensmester (1986, 1987, 1989 og 1995) og var derudover en del af danske holdverdensmesterskaber hele 10 gange – noget ingen anden dansker har præsteret i speedwaysportens historie.
Hans evne til at kombinere fart, teknik og kølig strategi gjorde ham frygtet på banerne verden over. Han var ikke kun hurtig – han kørte nærmest fejlfrit.

"The Professor"

‍Internationalt blev Hans Nielsen kendt som "The Professor", et kælenavn, der ikke var givet tilfældigt. Hans kørestil var en lektie i balance, timing og teknik.
Hvor andre kørere kæmpede vildt og aggressivt i svingene, læste Hans banen med et næsten intuitivt blik. Han valgte altid den optimale linje – ofte en længere vej uden om, hvor dækkene fik bedre greb – frem for den korteste men risikable vej.
Hans starter var lynhurtige og nærmest mekanisk perfekte, hvor han med små, næsten usynlige bevægelser holdt maksimal kontrol over motorcyklen. Han lavede færre fejl end nogen anden og kunne tilpasse sig skiftende baneforhold hurtigere end konkurrenterne.

En mester i strategisk kørsel

‍Det var ikke kun fart, men Hans' evne til at tænke løbene som skakpartier, der adskilte ham fra andre. Han kunne bremse hårdt op for at få en bedre exit på næste lige strækning, eller “lukke døren” taktisk for modstandere ved at placere sig perfekt i svingene.
Hvor adrenalinen ofte fik konkurrenter til at satse vildt, bevarede Hans Nielsen roen – og vandt løbene på det mentale plan, lige så meget som på det fysiske.

En karriere med sejre og sympati

‍Hans Nielsen var ikke bare en vinder – han var også en sportsmand, der udstrålede respekt for sporten og konkurrenterne. Hans rolige ydre og intense fokus gjorde ham respekteret på tværs af nationer, og hans navn blev synonymt med elegance på speedwaybanen.

En pioner for dansk motorsport

‍Med sin succes løftede Hans Nielsen dansk speedway op til verdensklasse og var med til at skabe en folkebevægelse i 1980’erne og 90’erne, hvor hele Danmark fulgte løbene tæt.

En levende legende

‍Da Hans Nielsen blev optaget i Sportens Hall of Fame i 2011, var det ikke kun for titlerne – men også for den måde, han forvandlede speedway til en kunstart. Hans navn vil for evigt stå som et symbol på, hvad perfektion, kløgt og kompromisløs træning kan føre til.

‍

Playmakeren der ændrede spillet

‍Med overblik, teknik og en ukuelig vindermentalitet blev Camilla Andersen en af dansk kvindehåndbolds mest markante skikkelser. Hun var hjernen bag det gyldne 90’er-landshold, og hendes spilintelligens gjorde hende til en af de mest respekterede playmakere i international håndbold. Da hun i 2012 blev optaget i Sportens Hall of Fame, var det ikke kun for medaljerne – men for den måde, hun forvandlede dansk håndbold.

Barndom med bold og blik for spillet

‍Camilla Andersen blev født den 5. juli 1973 i Gentofte og voksede op med bolden som en naturlig del af hverdagen. Allerede som barn havde hun en særlig evne til at læse spillet, og hun udviklede hurtigt de kvaliteter, der senere skulle gøre hende til omdrejningspunktet på både klub- og landshold.

Guldpigerne og OL-succes

‍Camilla var en central figur på det danske kvindelandshold, der i 1990’erne rykkede håndbold ind i alles stuer. Hun var med til at sikre EM-guld i 1994 og 1996, VM-guld i 1997 og ikke mindst OL-guld i 1996 i Atlanta og i 2000 i Sydney.
Som playmaker styrede hun angrebet med is i maven og lynhurtige beslutninger, som i kampen mod Ukraine ved EM i 1994, hvor Danmark er bagud med 7 mål ved pausen, og hvor Camilla i sidste sekunder, ved stillingen 20-20, snupper bolden ved Ukrainsk frikast og dribler ned og scorer, så Danmark vinder 21-20. Hun var ikke nødvendigvis topscoreren – men hun var kvinden, der gjorde det muligt for holdet at score.

International anerkendelse

‍Camilla spillede i både Danmark, Norge og Tyskland og blev gentagne gange hædret som en af verdens bedste spillere. Hendes internationale klubkarriere førte hende til klubber som Bækkelaget og Slagelse, hvor hun igen og igen beviste sit værd.
Hun blev i 1997 kåret som verdens bedste håndboldspiller – en titel, kun de færreste opnår.

En frontfigur på og uden for banen

‍Camilla Andersen var ikke bare en fantastisk håndboldspiller. Hun blev også en vigtig figur i kampen for synlighed og respekt omkring kvindelige elitesportsudøvere. Hun stod ved sig selv – både som sportsstjerne og som menneske – i en tid, hvor det krævede mod at gå forrest.
Hun blev et forbillede for mange, især unge piger, der så, hvordan styrke og sårbarhed sagtens kan gå hånd i hånd.

Tak for spillet – og for forandringen

‍Da Camilla stoppede sin aktive karriere i 2003, satte hun et punktum for en æra – men ikke for sin betydning. Optagelsen i Sportens Hall of Fame i 2012 var en naturlig hæder til en spiller, der har efterladt dybe spor i dansk idrætshistorie.
Hun viste, at det ikke bare handler om at spille godt – men om at spille klogt, spille med hjertet og skabe rum for dem omkring sig. Præcis som en ægte playmaker gør.

‍

To årer, ét mål – og en plads i historien

‍I dansk sport er der makkerpar, og så er der Mads og Rasmus. Med et sjældent sammenspil, ubøjelig vilje og rytmisk ro i årene har Mads Rasmussen og Rasmus Quist roet sig ind i historiebøgerne – og i 2021 ind i Sportens Hall of Fame. Deres rejse er fortællingen om et partnerskab, der holdt i medvind og modvind, og om to mænd, der sammen skabte noget større end sig selv.

Et stærkt samarbejde

‍Mads og Rasmus fandt hinanden tidligt i karrieren og viste hurtigt, at de havde en særlig kemi på vandet. Deres fokus var dobbelt sculler letvægt – en bådtype, hvor synkroni og tillid er altafgørende. Det krævede tusindvis af timer med gentagelser og justeringer, og de to roere arbejdede minutiøst med at optimere hver eneste bevægelse. Resultatet blev et af Danmarks mest succesfulde sportslige samarbejder nogensinde.

OL- og VM medaljer

‍Makkerparrets første store gennembrud kom med OL-bronze i Athen i 2004, og siden fulgte en lang række imponerende resultater. De vandt verdensmesterskaber i 2006 og 2007, og efter en skuffelse ved OL i Beijing i 2008, kæmpede de sig tilbage – stærkere end nogensinde.
Triumfen kulminerede ved OL i London i 2012, hvor Mads og Rasmus vandt guld i letvægts-dobbelt sculler. Det var et løb, hvor de efter en taktisk perfekt opbygning passerede deres konkurrenter og roede sig helt op på øverste trin af podiet. En præstation, der stadig står som et af de største øjeblikke i dansk olympisk historie.

Respekt og vedholdenhed

‍Deres succes skyldtes ikke kun fysisk styrke og teknisk kunnen, men i lige så høj grad evnen til at stole på hinanden – også når det gjorde ondt. Der var ikke brug for store ord mellem de to; forståelsen lå i blikket, i rytmen og i det fælles mål. Sammen skabte de en karriere, der strakte sig over mere end et årti, og som gang på gang satte Danmark på verdenskortet.

Mere end medaljer

‍Mads og Rasmus var ikke bare sportsmænd – de var ambassadører for dansk roning. Med ydmyghed, ro og et stærkt samarbejde viste de, hvordan disciplin og dedikation kan føre til ekstraordinære resultater. De blev rollemodeller for unge atleter og et forbillede på, hvad man kan opnå, når man arbejder sammen – ikke bare som makkere, men som mennesker.

Sportens Hall of Fame

‍Da de i 2021 blev optaget i Sportens Hall of Fame, var det en hyldest til mere end resultater. Det var en anerkendelse af en duo, der viste os, hvad det betyder at arbejde hårdt, holde sammen og aldrig miste kursen – selv når vandet bliver oprørt.

‍

En hækkeløber med hjertet forrest

‍Sara Slott Petersen er indbegrebet af målrettethed og modstandskraft. Med elegance over hækkene og styrke i både sind og krop har hun skrevet sig ind i dansk atletikhistorie som én af de allerstørste. I 2022 blev hun optaget i Sportens Hall of Fame – en velfortjent anerkendelse af en karriere båret af passion, præcision og personligt overskud.

Fra Aarhus til atletikens verdensscene

‍Sara Slott blev født den 9. april 1987 og begyndte sin atletikrejse i Aarhus-klubben AGF. Hun viste hurtigt, at hun havde noget særligt – både fysisk og mentalt. Med fokus på 400 meter hæk begyndte hun at gøre sig bemærket internationalt, og med tiden blev hun et fast navn i toppen af dansk eliteidræt.

OL-sølv og historisk gennembrud

‍Det største øjeblik i karrieren kom i 2016, da Sara Slott ved De Olympiske Lege i Rio stormede over målstregen og sikrede Danmark en sølvmedalje i 400 meter hæk. Det var ikke bare hendes personlige højdepunkt – det var et historisk resultat. Aldrig før havde en dansk kvinde vundet medalje i en olympisk løbedisciplin. Hendes løb var en kombination af taktisk præcision, eksplosiv styrke og stålsat vilje – og cementerede hendes status som en af verdens bedste.

Europamester og finaleløber

‍Sara Slott opnåede i alt 10 DM-titler og satte dansk rekord i 400 meter hæk med tiden 53,55 sekunder. Hun blev europamester i 2016 i Amsterdam og har deltaget i flere verdensmesterskaber og OL, hvor hun nåede finaler blandt verdenseliten. Det er en karriere fyldt med kontinuitet og præstationer i det sværeste felt af dem alle – sprint og hæk på internationalt niveau.

Moren med medaljer

‍I 2018 blev Sara mor til sønnen Storm – og vendte derefter tilbage til eliten på fornem vis. Hendes comeback var ikke kun en sportslig præstation, men også et stærkt signal til omverdenen: at det godt kan lade sig gøre at kombinere moderskab og eliteidræt. Hun blev et forbillede for kvindelige atleter, der ønskede at forfølge både karriere og familieliv.

En tydelig stemme for ligestilling

‍Gennem hele sin karriere har Sara Slott været mere end bare atlet. Hun har været en stemme i debatten om ligestilling, eliteidrættens menneskelige pris og de strukturer, der ofte gør det svært for især kvindelige atleter at få de samme muligheder og vilkår som deres mandlige kolleger. Med klarhed og mod har hun sat fokus på uligheder – og inspireret en ny generation til at tage ordet.

Et sidste løb – og evig anerkendelse

‍I 2021 takkede Sara Slott af og satte punktum for en karriere, der havde budt på både triumfer og tårer. Da hun året efter blev optaget i Sportens Hall of Fame, var det en naturlig hyldest til en atlet, der havde mere end fart i benene – hun havde også dybde, integritet og en evne til at flytte både grænser og holdninger.

‍

Fra barndomsbaner til verdens nummer ét

‍Caroline Wozniacki er navnet på en af de største sportsprofiler, Danmark nogensinde har fostret. Med en stålsat vilje, en karakteristisk hestehale og et drive, der rakte langt ud over baglinjen, spillede hun sig ind i tennisens verdenselite – og ind i danskernes hjerter. I 2023 blev hun optaget i Sportens Hall of Fame, som et symbol på den arv, hun har efterladt på banen og i sporten.

Opvokset med ketcher og råstyrke

‍Caroline Wozniacki blev født den 11. juli 1990 i Odense. Hun voksede op i et sportspræget hjem, hvor både mor og far havde en fortid som elitesportsfolk. Tennis blev hurtigt hendes eget valg – og hendes vej. Som barn trænede hun målrettet med sin far som træner, og allerede som teenager begyndte hun at dominere de internationale juniorrækker.

En dansker på toppen af verden

‍Det internationale gennembrud kom hurtigt. Allerede i en alder af 18 år spillede Caroline sig i top 10 på verdensranglisten, og i 2010 nåede hun helt til førstepladsen – som den første dansker nogensinde. Hun holdt positionen i i alt 71 uger, og blev kendt for sin fightervilje, defensive styrke og urokkelige fokus.

Grand Slam og guldøjeblikke

‍I årevis jagtede hun det ene trofæ, der manglede på hylden: en Grand Slam-titel. Drømmen gik i opfyldelse i januar 2018, da hun med overlegen styrke og taktisk kløgt vandt Australian Open. I finalen besejrede hun rumænske Simona Halep i tre sæt – en sejr, der udløste tårer og lettelse. Hun dedikerede titlen til dem, der havde støttet hende i tykt og tyndt, og hele Danmark jublede med.

Mere end en atlet

‍Caroline Wozniacki var ikke kun kendt for sine præstationer med ketcheren. Hun blev et globalt brand, en modebevidst rollemodel og en kvinde, der brød grænser i en benhård sport. Medieopmærksomheden fulgte hende tæt, men hun bevarer altid begge ben på jorden – og hjertet i spillet.

Afsked og anerkendelse

‍I 2020 sagde hun farvel til professionel tennis efter Australian Open – præcis to år efter sin største triumf. Hun takkede af med værdighed og klasse, og efterlod et tomrum i international tennis. At hun i 2023 blev optaget i Sportens Hall of Fame var både forventeligt og velfortjent. En hyldest til en kvinde, der viste verden, at danske stjerner også kan skinne på de største scener.

‍

Den flyvende fløj med fast greb om guldet

‍Det kræver både dedikation, talent og en ukuelig vindermentalitet at spille sig ind i historien. Og det var præcis, hvad Lasse Svan Hansen gjorde. Den lynhurtige højre fløj med det skarpe blik for mål blev i 2024 optaget i Sportens Hall of Fame – en hyldest til en karriere, der i to årtier satte standarden for dansk og international håndbold.

Fra Stevns til verdenseliten

‍Lasse Svan Hansen blev født den 31. august 1983 og voksede op i Stevns på Sydsjælland. Som barn var han hurtig på fødderne og nysgerrig på boldspil, og håndbolden blev hurtigt omdrejningspunktet i hans liv. Han startede i den lokale klub Sierslev HK, hvor talentet lyste klart allerede i ungdomsårene. Det varede ikke længe, før han blev en del af det stærke set-up i GOG – en klub kendt for at udvikle nogle af Danmarks største profiler.

Et klubikon i tysk topklasse

‍I 2008 tog Lasse Svan springet til udlandet og blev en fast del af den tyske topklub SG Flensburg-Handewitt. Her udviklede han sig til en af Europas mest respekterede fløjspillere og blev en sand klublegende. Med Flensburg vandt han det prestigefyldte Champions League-trofæ i 2014 og hentede det tyske mesterskab to gange.
Men det var ikke kun titlerne, der definerede ham – det var den måde, han spillede på: præcist, eksplosivt og altid med et køligt overblik i pressede situationer.

En hjørnesten på landsholdet

‍Lasse Svan debuterede på det danske herrelandshold i 2003 og nåede imponerende 246 landskampe og 572 mål i rødt og hvidt. Han var en del af det gyldne kuld, der sikrede Danmark en perlerække af internationale triumfer.
Guld ved EM i 2012, OL-guld i 2016 og verdensmesterskaberne i 2019 og 2021 står som kronen på værket – men også sølv og bronzemedaljer ved flere slutrunder vidner om en karriere med kontinuitet, topniveau og aldrig svigtende loyalitet over for holdet.

Karrierestop med værdighed og anerkendelse

‍Efter 14 år i Flensburg og tæt på 20 år som landsholdsspiller valgte Lasse Svan i 2022 at lægge håndboldskoene på hylden. Ikke på grund af skader eller faldende niveau, men fordi tiden var rigtig. Han stoppede, mens han stadig kunne præstere, og blev båret ud med stående ovationer.
To år senere blev han optaget i Sportens Hall of Fame – en naturlig anerkendelse af en spiller, der aldrig søgte rampelyset, men altid leverede, når det gjaldt. En spiller, som fans, medspillere og trænere har elsket for sin dedikation, ydmyghed og professionalisme.

En sand rollemodel

‍Lasse Svan Hansen er ikke blot et forbillede for kommende håndboldgenerationer – han er et bevis på, at hårdt arbejde, respekt for spillet og troen på fællesskabet kan føre til det allerhøjeste. Hans navn er nu skrevet ind i dansk idrætshistorie, hvor det hører hjemme.

‍

Med vand i blodet og en vilje af stål

‍Det var med rette, at svømmeren Pernille Blume i januar 2025 blev optaget i den danske Sportens Hall of Fame. Som en af de mest markante kvindelige atleter i nyere dansk sports­historie har hun med ynde, vilje og vanvittig fart skabt en karriere, der vil blive husket i generationer.
Vi har tegnet et portræt af den olympiske mester, der kæmpede sig fra barndommens svømmehal til podiets højeste trin på verdens største sportsarena.

Født til bassinet

‍Det lå ikke ligefrem i kortene, at Pernille Blume skulle blive olympisk mester – og dog. Allerede som helt lille var hun som en fisk i vandet. Født den 14. maj 1994 i Herlev og opvokset i Ballerup kom hun tidligt i gang med svømning, og med støtte fra både klub og familie, blev de første svømmetag snart til målrettet træning og eliteambitioner.

Gennembrud og guld

‍Det store gennembrud kom i 2016, da hun ved OL i Rio overraskede en hel verden og svømmede sig til guld i 50 meter fri. Med et eksplosivt afsæt og lynhurtig reaktion i starten satte hun konkurrenterne til vægs – og Danmark på svømmekortet. Hun blev den første danske kvinde til at vinde en OL-guldmedalje i svømning siden 1948.
Ved de samme Lege svømmede hun også med på det danske hold, der hentede bronze i 4x100 meter medley. Det var tydeligt: Blume var ikke blot et talent – hun var en stjerne.

Stjerne i - og uden for bassinet

‍Med sine markante resultater, smittende smil og stærke personlighed blev Blume hurtigt et kendt ansigt – også uden for svømmehallen. Hun deltog i Vild med Dans, engagerede sig i velgørenhed og satte fokus på mentalt helbred i elitesport.
Efter OL i Tokyo i 2021, hvor hun svømmede sig til en bronzemedalje i sin yndlingsdisciplin, 50 meter fri, satte hun karrieren på pause.

Et karrierestop og en æresplads

‍I 2022 annoncerede Blume, at hun lagde konkurrencedragten på hylden. Hun takkede af med værdighed og ro – og med en karriere, som få danske svømmere kan matche.
Indlemmelsen i Sportens Hall of Fame i 2025 er ikke kun en hyldest til hendes medaljer og rekorder, men også til hendes rolle som forbillede, frontfigur og fanebærer for dansk svømning.

‍

Hun sendte lynhurtigt og ekstremt præcist de skarpe fjerbolde retur til modstanderen, der en efter en måtte give fortabt. Den stålsatte vilje og de solide leveringer dannede fra begyndelsen rammen om den imponerende karriere, den danske badmintonspiller Camilla Martin præsterede.
Gennem et årti satte hun sporten i centrum, og markerede sig som en af ketsjersportens helt store helte. Vi har tegnet et portræt af pigen fra Højbjerg, der tog titler til CV’et, som kun de færreste kommer i nærheden af.

De unge år med badminton i Højbjerghallen

Camilla Martin kom til verden på en forårsdag. Den 23. marts 1974 blev den kommende badmintonstjerne født i Aarhus, og allerede som ganske lille tog hun flere gange om ugen turen til den lokale hal i Højbjerg for at spille badminton.
Den målrettede træning sendte talentet til ungdomsmesterskaberne som bare 12-årig. Hun vandt turneringen overlegent, og netop det satte skub i de helt store ambitioner, som senere banede vejen til seniorturneringerne.

De store turneringer begynder

Fra 1990’ernes begyndelse og et godt stykke ind i årtusindeskiftet spillede den unge badmintonstjerne mod nogle af de bedste, kinesiske modstandere. Drømmen om verdensmesterskaberne prægede karrieren fra start, men før de internationale turneringer tog fart, markerede hun sig på de danske hjemmebaner.
I 1991 vandt stjerneskuddet sit første danske mesterskab i single. Det blev den første titel ud af en række på 13 singlemesterskabstitler i træk – en præsentation, der endnu ikke er overgået i den danske sportshistorie.
Danish Open vinder hun både i 1994, 1997, 1998 1999, 2001 og 2002.

EM-titler på række

Fra de danske turneringer satte Camilla Martin kurs mod det store udland. Her vinder hun europamesterskaberne i 1996, 1998 og 2000, og som den første europæer nogensinde vinder hun guld ved Indonesian Open i 2000.
Badmintonidolet mestrer singlespillet til perfektion, og de mange sejre sender hende solidt videre mod VM.
Verdensmester på hjemmebane
Karrierens højdepunkt indtræffer, da den professionelle spiller bliver verdensmester på hjemmebane i 1999. I Brøndby Hallen er mere end 6.000 tilskuere tæt pakket på rækkerne, og den nervepirrende kamp spilles mod Dai Yun fra Kina.
Duellen holder publikum i et jerngreb, da den danske spiller har matchbold i tredje sæt med stillingen 10-3. En enkelt fejl fra dansk side får et øjeblik Camilla Martin ud af kurs, så en gysen går gennem tribunerne, men snart vender hun sejrrigt retur.
Hun vinder VM til stor jubel.

Drømmen om de Olympiske Lege

Året efter den store triumf ved VM vinder den danske helt OL-sølv i Sydney. Senere bliver hun også All England-mester, men skader begynder at melde sig sammen med succeserne.
De olympiske lege i Athen lever ikke op til spillerens høje ambitioner, og hun må trække sig fra banen i anden runde, da hun taber til engelske Tracy Hallam.
Camilla Martin stoppede på toppen af sin karriere
Camilla Martin er et navn, der ikke er til at komme udenom, når samtalen falder på dansk og international badminton i 1990’erne. Hun står som et lysende idol, der med sit hurtige fodarbejde og sikre returneringer leverede spændende kampe og gode resultater. Derfor var det også til stor ærgrelse for de mange fans, da spilleren i 2004 meddelte, at hun stoppede som professionel badmintonspiller.
Gennem en længere periode havde idolet været plaget af skader, som satte begrænsninger for de resultater, hun fra karrierens begyndelsen have præsteret. Netop derfor mente mange, at det var en velovervejet beslutning, at hun indstillede sin succes på toppen.

Den sidste kamp

Den sidste officielle kamp blev naturligvis spillet på hjemmebanen i Aarhus.
Fra nær og fjern var trofaste fans og en enorm medieskare mødt op for at tage afsked med stjernen, som sluttede sin karriere ved Denmark Open.

‍

37 mål for Danmark og senere et træner-hjerte med stor gejst

Den tidligere, store fodboldspiller Michael Laudrup med stor personlighed – både på og uden for banen er med sin exceptionelle, højtudviklede teknik, sin midtbane placering, sin elegante boldbehandling og sit særlige blik for fodboldspillet, regnet for en af dansk fodbolds fineste og mest konstruktive fodboldspillere nogensinde.

Den danske fodboldtræner og tidligere professionelle fodboldspiller har spillet 104 landskampe og har scoret 37 mål for Danmark (1982-1998). Senere rettede Laudrup sit blik mod trænerrollen, hvilket også bragte ham stor succes og banede trænervejen i stor stil.

Sportens Hall of Fame hylder de danskere, der har ydet en særligt fremtrædende indsats inden for deres sportsgren. Og man kan ikke tale om dansk fodbold uden at nævne Michael Laudrup. Et anerkendt navn og talent, de fleste kender til.

En strålende klubkarriere

Efter at have spillet i KB (1980-1982) og Brøndby IF (1982-1983) blev Michael Laudrup professionel fodboldspiller i Italien. Her spillede Laudrup i SS Lazio (1983-1985) og senere i Juventus FC (1985-1989), som han blev italiensk mester med i 1986. Siden valgte Laudrup at tage til spansk fodbold, hvor han spillede for begge de to storklubber: FC Barcelona (1989-1994) og Real Madrid CF (1994-1996). Med FC Barcelona blev Laudrup spansk mester i 1991, 1992, 1993 og 1994, spansk pokalvinder i 1990 og vinder af Europa Cuppen for mesterhold (Champions League) i 1992. I skiftet fra FC Barcelona til Real Madrid CF lykkedes det Laudrup at genvinde det spanske mesterskab i 1995. Efter et kortvarigt ophold hos Vissel Kobe i Japan 1996-1997 sluttede Michael Laudrup sin klubkarriere i AFC Ajax Amsterdam i 1998 med et et hollandsk mesterskab og en hollandsk pokaltitel. En flot, mindeværdig afslutning på en gennemgribende, strålende klubkarriere med mange succeser.

Landsholdsdebut på sin 18-års fødselsdag

Michael Laudrup repræsenterede Danmark ved VM-slutrunden i Mexico i 1986 samt EM-slutrunderne i Frankrig i 1984, Vesttyskland i 1988 og England i 1996. Laudrup endte fodboldkarrieren efter sin deltagelse ved VM-slutrunden i 1998. Og med sine i alt 104 spillede kampe og 37 scorede mål for Danmark, gjorde Laudrup en yderst stærk indsats for Danmark.

Det blev ikke et farvel til fodbolden – trænerrollen kaldte

Efter spillerkarrieren arbejede Laudrup som fodboldtræner. Først som landsholdets assistenttræner fra 2000-2002, derefter som cheftræner for Brøndby IF fra 2002-2006, som han sammen med vandt to danske pokaltitler (2003 og 2005) samt et dansk mesterskab (2005). Fra 2007-2008 var Laudrup træner for den spanske klub Getafe Club de Fútbol og fra 2008-2009 for Spartak Moskva. Derefter blev Laudrup træner for RCD Mallorca i den spanske La Liga fra 2010-2011. Laudrup fortsatte trænerkarrieren i klubben; Swansea City A.F.C. fra 2012-2014, som han endvidere førte til sejr i liga pokalturneringen og klubbens højeste placering i premier League nogensinde. Fra 2014-2015 var Laudrup træner for Qatar-klubben; Lekhwiya Sports Club med hjemsted i Doha. I juni 2015 forlod Laudrup klubben og var fra 2016-2018 træner for en anden Qatar-klub; Al Rayyan.

Fodboldspil – en kunstart, som Michael Laudrup selv er en af de fineste repræsentanter for

I 1982 og i 1985 blev Laudrup kåret som Årets Fodboldspiller i Danmark af Spillerforeningen, Sparekassen Bikuben og Det Fri Aktuelt. Derudover er Laudrup også blevet kåret til Danmarks bedste spiller gennem alle tider af DBU. Endvidere blev Laudrup optaget i Team Danmarks Idrætskanon i 2005.

I Spanien blev Laudrup kåret til Årets Spiller i 1992 og 1993 samt den bedste udenlandske spiller i perioden 1974-1999. Desuden blev Laudrup kåret til Årets Træner i Danmark i 2003 og 2005. I anledning af Danmarks Idrætsforbunds 125-års jubilæum blev Laudrup i 2021 kåret til det største danske sportsnavn siden 1896.

Med sine mange præstationer, flere hædersbevisninger, sin ekstreme fightervilje og store fodboldtalent er Michael Laudrups plads i Sportens Hall of Fame ikke til at tage fejl af.

Michael Laudrup blev optaget i Hall of Fame i 2007.

Kurt Nielsen var en formidabel tennisspiller. Med hans stærke og præcise højrehånd havde han let ved at serve sine modstandere ud af banen.
Det var præcis det, han formåede med sine adskillige sejre og titler, som han vandt i løbet af sine aktive år som tennisspiller.

I løbet af karrieren vandt han 49 danske mesterskaber fordelt over 17 mixeddouble-, 16 single- og 16 herredouble-titler. Desuden vandt han flere end 30 internationale turneringer.
Det blev i hans professionelle karriere til i alt 58 sejre og 27 nederlag.

Læs meget mere om den hårdtslående tennisspillers præstationer lige her.

Det ligger til familien

Kurt Nielsen blev født den 19. november 1930 i hovedstaden, hvor han også boede hele sit liv.
Det kom ikke som den store overraskelse, da han blev en sportsmand, fordi der altid i familien Nielsen har været en naturlig interesse for sport.

Hans far var selv fodboldspiller på landsholdet i 1925. Og de fremtidige generationer fortsatte i farens sportsfodspor og præsterede indenfor forskellige sportsgrene.

Både Kurt Nielsen selv, men også hans barn og barnebarn har spillet tennis på professionelt niveau. De havde hermed i fire generationer alle været en del af DIF’s specialforbunds seniorlandshold.

Kurt Nielsen præsterede fra en ung alder

I en ung alder af 16 år vandt han Wimbledon-finalen i drenge-single, ligesom han strøg til tops i drenge-single-finalen ved French Open.
Herfra gik det hurtigt. Med stor tro på egne evner gik han efter at blive en af verdens bedste spillere – og det blev han.

Med hård træning, mange kampe, sved og tårer spillede han sig op blandt tennistoppen og konkurrerede mod de bedste spillere.

CV’et fyldt med imponerende sejre

I alt vandt den danske tennisspiller ni skandinaviske mesterskaber, 12 danske juniormesterskaber, 49 danmarksmesterskaber og 30 internationale turneringer.
Han nåede også til finalen i den største og mest prestigefyldte tennisturnering, Wimbledon, to gange i henholdsvis 1953 og 1955, men tabte desværre begge gange.

Dog vandt han som den første dansker nogensinde en Grand Slam-titel i 1957. Dette var sammen med Althea Gibson, da de vandt US Open i mixed double.
De imponerende præstationer er mange. Og gennem hele karrieren overraskede han gang på gang og overgik altid sig selv.

Afslutning på en mindeværdig karriere

De sidste tre år af karrieren medvirkede den danske tennisstjerne i Jack Kramers tennisshow, der rejste rundt i verden og spillede turneringer. Efter dette trak han stikket ud og stoppede sin professionelle karriere som tennisspiller.
Som pensioneret tennisspiller trådte han over på den anden side af nettet – nemlig som træner. I sin trænerkarriere var han både landstræner i Danmark, Vesttyskland og Spanien. Her førte han i 1965 succesfuldt spanierne til en Davis Cup-finale.

Senere beskæftigede han sig stadigvæk med sport som supervisor, dommer og kommentator ved flere forskellige tennisturneringer på internationalt plan. Desuden sad han også i DTF’s bestyrelse i 1970’erne.
I 1992 blev han optaget i Hall of Fame.

Forevigelse af frontfigurs præstationer

Alle erindringer og oplevelser står foreviget i hans bog Blandt verdens bedste, hvor han fortæller om sit personlige liv og sin professionelle karriere.
Kurt Nielsen var en tennisspiller på et hidtil uset niveau og med enestående resultater bag sig – og den dag i dag står han stadig som den bedste danske mandlige stjerne på tennishimlen.

Ole Olsen er en tidligere sportsmand, som har haft stor andel i at gøre speedway til en kendt motorsport i Danmark.
Det gjorde han blandt andet ved at vinde fire individuelle guldmedaljer ved VM – i alt har han vundet hele 21 VM-medaljer.
Hans unikke karakter indenfor sporten kom til udtryk, da han introducerede grandprix-serien i 1995. Serien muliggjorde, at VM kunne afvikles i flere forskellige afdelinger over længere tid.
På den måde kunne man sørge for, at VM ikke blev afgjort på én aften, og at fans flere steder i verden kunne få glæde af at se det i deres hjemland.
Læs mere og find ud af, hvad der gør Ole Olsen til en mindeværdig sportsmand.

Nybegynderen mestrer sporten

Den fartglade sportsmand blev født den 16. november 1946 i Haderslev. Han påbegyndte sin karriere i 1963 og kort tid efter, i 1967, vandt han sit første DM. Det kunne blive større, og det kunne blive vildere – og det var lige, hvad det blev.
I 1971 hev han nemlig endnu en titel med hjem, men denne gang var det af en endnu større kaliber – nemlig titlen som VM-vinder.
Efter denne sejr steg interessen for speedway markant i Danmark, og efterspørgslen efter større baner og udstyr til sporten steg.

Vojens Speedway – Danmarks største speedway-stadion

Den stigende efterspørgsel fik Ole Olsen til i 1975 at skrive endnu et kapitel i historiebøgerne, da han var med til at opføre Vojens Speedway, som er det største danske speedway-stadion.
Hidtil var der kun små stadioner rundt omkring i landet – og ingen af dem var egnet til internationale konkurrencer. Med det store stadion og de internationale konkurrencer fulgte også en positiv gevinst for den lokale økonomi i Vojens.

Ole Olsen og det familiedrevne livsværk

I dag har han overdraget Vojens Speedway til sin søn. Alligevel har han stadig stor indflydelse fra sidelinjen, hvor han er med til at arrangere speedway-løb på stadionet.
Derudover er han i dag direktør for Speedway Grand Prix Serie, som hører til under Benfield Sports.
Trods sin stigende alder spiller den forhenværende speedway-kører i dag en markant rolle indenfor sporten, ligesom han fortsætter med at have indflydelse på den.

En afgørende frontfigur i speedway

Den pensionerede speedway-kører blev optaget i Hall of Fame i 1992, hvilket er samme år, som det blev etableret. Her var der ingen tvivl om, at han var banebrydende og spillede en afgørende rolle i udviklingen af speedway i Danmark.
Udover en plads i Hall of Fame fik han i 1984 tildelt Federation Internationale de Motocyclisme (FIM) Merit Award.
FIM er et motorcykelforbund, som fungerer som et styrende organ, der repræsenterer 111 lande. Denne pris er dermed en international anerkendelse af hans præstationer.
Han har både før og efter sin karriere, som endte i 1983, været med til at skabe opmærksomhed omkring speedway – og ikke mindst har han spillet en central rolle i at forbedre vilkårene for aktive speedway-kørere.
Ole Olsens livsværk og talent rækker vidt og bredt. For han præsterede meget mere end blot at vinde titler – han banede vejen for fremtidige speedwaykører.

Den spinkle mand med det rolige gemyt er en robot, når han griber fat om årene. Den tidligere letvægtsroer er kendt for sine store OL-sejre, og han har om nogen været med til at gøre vandsporten til et populært samtaleemne i den brede befolkning. Med armene hævet højt over hovedet har det danske land heppet på vinderen gennem hele karrieren.
Mød verdensetteren Eskild Ebbesen i dette portræt.

Benhård træning banede vejen

Det kræver disciplin, udholdenhed, en stærk vilje og benhård træning at udøve sport på eliteplan. Eskild Ebbesen besidder alle de kvaliteter, man kunne ønske sig af en professionel sportsudøver, og det er netop disse karaktertræk, der har drevet roeren gennem hele karrieren.
Den 27. maj 1972 kom OL-vinderen til verden, og snart skulle han udvise stor interesse for vandsport. Han blev fast inventar i bådene hos både Silkeborg Roklub, Odense Roklub og Danske Studenters Roklub, hvor han sikrede sig selv og sine holdkammerater en række pokaler.
Tidligt lå det i kortene, at letvægtsroeren havde talent. Derfor kom det heller ikke som en overraskelse for folk omkring mesteren, at det blev ham, der drev den berømte ”Guldfirer” frem.

Nye regler får afgørende betydning for karrieren

I tiden før ”Guldfirer-teamet” var det almindeligt inden for den danske rosport, at det konsekvent var roere fra samme klub, som konkurrerede i den samme båd ved internationale konkurrencer. Det var en tradition, der ikke kunne brydes, men i starten af 1990’erne var der forandringer i luften.
Dansk Forening for Rosport vedtager, at det nu er muligt at mødes i bådene på tværs af klubber, og det blev startskuddet for ”Guldfireren.”

”Guldfireren” fører i feltet

Fra begyndelsen var Ebbesen en del af den besætning, der satte sig i letvægtsfireren i 1993. Senere skulle den berømte båd blive kendt som ”Guldfireren”, der foruden mesteren selv også havde plads til Victor Feddersen, Thomas Poulsen og Niels Laulund.
Det stærke team vandt allerede guld året efter deres første møde, da de i 1994 sejrede ved VM. Året efter sikrede de sig sølvet ved samme begivenhed, inden de satte kursen mod OL i Atlanta i 1996. Her roede de sig til en sikker førsteplads, som ikke kun gav dem guldmedaljer om halsen, men som også gav dem tilnavnet ”Guldfireren”.

De store sejre ved OL

Den første OL-sejr var i hus, men det stoppede ikke det ambitiøse hold. De sigtede mod stjernerne, og med deres store sammenhold og stærke vindermentalitet, trak de flere sejre hjem ved de ikoniske lege.
Desværre forfulgte en skade Thomas Poulsen, så han kort før OL i 2000 måtte udskiftes af Søren Madsen. Mange mener, at den sene erstatning er skyld i, at holdet kun vandt bronze, da de ikke havde tid nok til at finde rytmen sammen.

Der venter mere olympisk guld til mesteren

Tredjepladsen til trods var gulddrømmene stadig intakte, og i 2007 vendte letvægtsroeren tilbage til den berømte båd. Ved OL i Beijing i 2008 sikrede han sammen med sine holdkammerater Danmark endnu en olympisk guldsejr.
Den berømte roer meddelte efter en flot bronzesejr ved OL i 2012, at han indstillede karrieren.

Hæder og ære til Eskild Ebbesen

I dag bærer Eskild Ebbesen stadig verdensrekorden fra tiden i ”Guldfireren”, og han tager da også samme rekord for ergometerroning i sin aldersklasse. At han derfor indtager en plads i den danske Hall of Fame, er kun passende.
Roeren har gennem sin karriere opnået stor anerkendelse for sine præstationer, og er både i 1998 og 2004 blevet Årets Sportsnavn. Den fineste anmærkning fik han, da han ved OL i 2004 opnåede æren som landets fanebærer og førte de delegerede frem gennem legene.

Når talen falder på store kajakroer, er det umuligt at komme udenom Guld-Erik.
Erik Hansen var en kajakroer, der stadig betragtes som værende den bedste i dansk historie. Med 37 danske mesterskaber og sammenlagt 12 medaljer fra EM- og VM-turneringer hersker der ingen tvivl om hans talent for at ro i kajak.

Uden den store træning blev Guld-Erik en uforglemmelig kajakroer takket være sit rå og upudsede talent, der gjorde ham til en frygtet konkurrent. På meget kort tid gjorde han sig bemærket og skrev sig selv ind i historiebøgerne.
Læs med her og find ud af, hvordan han sejlede fra Holstebro til præmiepodierne ved flere internationale konkurrencer.

Et uslebet naturtalent

Den 15. november 1939 blev Danmarks bedste kajakroer født i Jylland, hvor han også voksede op.
Erik Hansen var en ganske almindelig ung mand, der var uddannet elektriker, men som senere arbejdede som ejendomsmægler.

Hans interesse for kajakroning kom forholdsvist sent, da han først begyndte på den lokale klub i Holstebro, Pagaj, i en alder af 17 år. Den sene start viste sig – til stor overraskelse – ikke at blive en forhindring.

Karrieren skydes hurtigt i gang

Herefter gik det hurtigt. Blot fire år, efter han var begyndt at ro, var han ikke kun kvalificeret til OL i 1960, men formåede også at erobre en guldmedalje i 1000 meter enerkajak. Ikke mindre imponerende vandt han ved selvsamme OL en bronzemedalje i 4×500 meter.
De store præstationer resulterede i, at han fik titlen som Årets Fund i dansk idræt i 1960 og ikke mindst BT’s guld-pris samme år.

Hans OL-guldmedalje var ikke den eneste internationale guldmedalje, han havde gjort sig fortjent til. Tre år efter dette OL, var der VM, hvor han fik endnu en guldmedalje til samlingen.
Med den korte tid indenfor sportsgren og de store bedrifter, han allerede havde opnået, lovede det godt for den unge dansker, der nu fik kælenavnet Guld-Erik.

Sejler egne veje

Erik Hansen havde sin helt egen måde at træne på og udviklede sine egne træningsprincipper, som viste sig at bære frugt. Disse træningsprincipper blev der i høj grad gjort brug af i 1970’erne og 1980’erne.
Det var modigt for en nybegynder at træne på egne måder, men i Guld-Eriks tilfælde betød modet også, at han kunne bygge videre på de beundringsværdige præstationer – for de imponerende resultater stopper ikke her.

Naturtalentet skriver historie

Ved OL i 1968 i Mexico City var han fanebærer for Danmark ved ind- og udmarchen. Til dette OL kunne han tilmed kalde sig selv for bronzevinder. Han skaffede i alt tre OL-medaljer i løbet af sin karriere.
I perioden fra 1958-1972 havde han sammenlagt vundet 12 danske VM- og EM- medaljer og tre OL-medaljer.

Med disse præstationer cementerede han sig som Danmarks største kajak-talent.
Da Hall of Fame blev oprettet i 1992, var det derfor en selvfølge, at Erik Hansen skulle optages med det samme.

Historisk sportsmand har forladt os

Efter en bypass-operation og udskiftning af hjerteklap led Guld-Erik af nogle følgevirkninger, som i 2014 førte til, at han gik bort.
Han huskes i dag som Danmarks bedste kajakroer gennem tiden.

Det er med god grund, at den professionelle racerkører Tom Kristensen blev optaget i den danske Hall of Fame i 2018. Fra en tidlig alder udviste han et særligt talent, når der var fart over feltet, og med 9 flotte Le Mans-sejre på CV’et er han bilsportens kronede konge.
Vi har skrevet et portræt af den kendte kører, der tog turen fra Hobros hovedveje til topelitens internationale arenaer.

Født med benzin i blodet

Set i bagklogskabens klare lys er det næppe en overraskelse, at Tom Kristensen endte som professionel racerkører. På godt dansk kan man endda sige, at han blev født med benzin i blodet. På en tankstation i Hobro kom racerkøreren til verden den 7. juli 1967, og faderen Carl Erik Kristensen, der selv var en aktiv kører, tog tidligt den lille gut med på kørebanen.
Det var faderen, der introducerede den unge motorsportsentusiast til den niche, som senere skulle blive hans levevej. Sammen udforskede far og søn lokale races, og da sønnen selv begyndte at udvise interesse for sporten, forærede forældrene ham en gokart.

Fra gokart til flere hestekræfter

En gokart er en god begyndelse, når man interesserer sig for motorsport, men snart blev der brug for at få flere hestekræfter under kølerhjelmen. Den kommende racerkører øvede sig flittigt, og finjusterede sin teknik i sådan en grad, at han snart kvalificerede sig til VM i Minipop. Året var 1978, men den 11-årige komet rykkede snart videre til næste klasse.
Første stop var Pop 2, men senere fulgte Formula Nordic League, som skulle banen vejen for en professionel karriere.

Myten og manden

Der hviler en mytisk stemning over det hårde racerløb Le Mans, og med tiden er Tom Kristensen næsten blevet synonym med det ikoniske løb. Ikke mindre end 14 gange har mesteren deltaget i det 24 timer lange race, og hele 9 gange har han taget turen til toppen af sejrsskamlen. Det er en rekord, der endnu ikke er overgået af nogen.
Den nærmeste konkurrent til den danske kører er belgieren Jacky Ickx, der har vundet Le Mans 6 gange.

Det første Le Mans

Racerkøreren fra Hobro debuterede ved Le Mans i 1997, og her hev han til manges overraskelse en flot sejr hjem. Det samme gjorde han også i 2000, 2001, 2002 og 2003. Fire år i træk vandt han guld – en præstation, som endnu ikke er blevet overgået inden for sporten.
Guldregnen stoppede imidlertid ikke i 2003, for den næste Le Mans-sejr blev allerede trukket hjem året efter. I en Audi R8 slog mesteren sin egen rekord fra året før, og til stor anerkendelse kunne han nu kalde sig vinder af det ikoniske løb fem år i træk.
Rekorden holdt dog ikke længe, for allerede året efter i 2005 vandt han for sjette år i træk.

Et alvorligt styrt stopper succesen

Det blev et alvorligt styrt, der satte en stopper for den stigende succes. I 2007 kørte Kristensen galt i sin DTM, og overlevede kun med nød og næppe. Mange frygtede, at han nu indstillede karrieren, men allerede samme år vendte racerkøreren tilbage til Le Mans.
Et dårligt pitstop sendte desværre teamet ud af løbet, men de gjorde stærkt comeback i den vilde Audi R10 TDI året efter. I 2008 kunne den 8. Le Mans-pokal løftes over hovedet.

Tom Kristensen takker af

Det er trofæer på stribe, som sikrer den berømte racerkører succesen. Den sidste Le Mans-sejr trak han hjem i 2013, men den niende pokal, der pryder atletens CV, blev dedikeret til Allan Simonsen, der døde under løbet samme år i en tragisk ulykke.
Den 19. november 2014 takkede han af og indstillede sin imponerende karriere.

Man kan ikke nævne dansk fodbold i 1980’erne uden at nævne Preben Elkjær. Han var en af tidens største fodboldspillere, der gjorde sig bemærket i alle de klubber og landskampe, han var del af.
Han var en af 1980’ernes helt store angribere. Dette kom især til udtryk ved VM i Mexico i 1986, hvor han med sin uforlignelige præstationer blev topscoreren i turneringen.

Trange kår bliver til sus og dus

Den 11. september 1957 blev Preben Elkjær født i København, hvor han er vokset op i hjertet af Frederiksberg i en 2-værelses lejlighed med sin bror og forældre.
Med en mor, der var hjemmegående, og en far, der var maskinarbejder, var der ikke mange penge at gøre godt med. Tøj og sko blev pengene ikke brugt på, og det ugentlige bad blev klaret i den lokale svømmehal.

På trods af omstændighederne mener han dog ikke, at disse ydmyge kår har været en forhindring. Tværtimod pointerer han, at hans opvækst har givet ham endnu mere blod på tanden og skabt øget motivation for at brillere i fodbold.
Han vidste, at hans vej ud af de trange kår afhang af hans fodboldevner. Derfor gav han den alt, hvad han havde.

Fodbolden bliver et livsværk

Officielt stoppede Preben Elkjærs karriere i 1990, men fodbolden kunne han aldrig helt lægge fra sig. Efterfølgende har han nemlig været cheftræner i Silkeborg IF i 1995-96, været hovedaktionær og direktør for B93 A/S og er i dag ansat som fodboldekspert hos TV3.
Fodbold er ikke bare en sport for den pensionerede angriber – han har gjort det til sin livsstil og ikke mindst livsværk.
Han fandt sin gyldne billet ud af de trange vilkår, han voksede op i, tog den til sig, plejede den og præsterede på så sublim vis, at han stadig den dag i dag er et velkendt navn i den danske befolkning.

Ude godt, hjemme bedst

Inden han påbegyndte sin professionelle karriere, spillede han for Frederiksberg Boldklub og Vanløse IF.
Hans karriere blev for alvor skudt i gang, da han I 1976 skrev kontrakt med den tyske Bundesligaklub 1. FC Köln, hvor han spillede i to sæsoner.

Den internationale interesse sluttede dog ikke her.

Turen gik nemlig videre til den belgiske fodboldklub KSC Lokeren i perioden fra 1978 til 1984 og derefter et smut forbi Italien i klubben Hellas Verona, hvor han hev et mesterskab hjem i 1985.
De resterende to år af hans fodboldkarriere blev tilbragt på dansk jord i Vejle Boldklub.

Preben Elkjær var ikke til at holde fast ét bestemt sted. Hans evner blev afprøvet i flere forskellige klubber på internationalt plan, hvor han satte sit særpræg, men valgte alligevel at afslutte sin karriere i Danmark.

Preben Elkjær – Årets Fodboldspiller

Hans præstationer resulterede i, at han i 1984 modtog prisen som Årets Fodboldspiller i Danmark.
Senere blev han optaget i fodboldens Hall of Fame, hvilket var den ultimative anerkendelse på en karriere, der ej vil blive forglemt hos danskerne.

‍

Det er ikke svært at forstå, hvorfor hendes navn har skabt ringe i vandet, for sjældent har den danske sportshistorie haft så stærk en svømmer repræsenteret i den tid, hun aktivt var i vandet.
Lotte Friis lagde fra land med en imponerende svømmekarriere, der tidligt talte internationale sejre. Den danske svømmekomet og topatlet indtog sejrsskamler verden over gennem de 14 år, hun svømmede som professionel.

De første år som svømmer

Den danske verdensstjerne blev født i Blovstrød på Nordsjælland den 9. februar 1988, og hurtigt stod det klart, at Friis var et naturtalent i vandet. Hendes bevægelser var frie og målrettede, og når hun dykkede ned under overfladen, fandt hun hurtigt et flow, som sendte hende flere banelængder foran konkurrenterne.
Overraskende var det derfor ikke, at den unge svømmer meldte sig ind på den 4-årige idrætslinje på Marie Kruses Skole i Farum. Her blev hun student i 2008, men den hvide hat blev hurtigt skiftet ud med andre farver, når badehat og svømmebriller blev taget på før træning.

Stærke resultater på lange de distancer

Når svømmeren sprang i vandet, var det crawl, hun mestrede til perfektion. Den svære disciplin blev forfinet og justeret gennem daglig træning, og hvor mange svømmere sætter stort fokus på fart og fremdrift, regulerede Lotte Friis sin teknik, så den blev målrettet udholdenhed på de lange distancer.
Hendes flow fandt sin færdige form på de lange crawldistancer, og det er netop inden for denne niche, hun har vundet de største titler. Mesteren er indehaver af landets bedste resultater, og har sat rekorder i 400 meter fri, 800 meter fri og 1500 meter fri både på kort og lang bane.

Det blev da også i 1500 fri på kortbane, at svømmeren kunne gå på podiet og modtage verdensrekorden. Titlen blev overrakt den 28. november 2009 efter mange års stilstand i den danske svømmehistories rekordbog.

Vinder af DM og flere rekorder

Drømmen om OL bankede i hjertet på den unge svømmer, men der skulle hives flere titler hjem, før turen kunne gå mod de berømte og mytiske olympiske lege. I 2007 svømmede crawleren med sikre favntag sejren hjem på kortbane og satte intet mindre end 3 nordiske rekorder ved DM.
Til danmarksmesterskaberne svømmede hun i 400, 800 og 1500 meter fri, hvilket gav hende en 4. plads, 3.plads og 2. plads på verdensranglisterne.

Lotte Friis svømmer sig vej til OL

De imponerende tider, de flotte resultater og det hårde arbejde blev det, der bragte topsvømmeren mod Beijing i 2008. Det var i de smukke omgivelser mod øst, at de olympiske mesterskaber blev afholdt, og det danske svømmeteam var stærkt repræsenteret ved begivenheden.
Smukt var det derfor, at mesteren præsterede sit hidtil bedste resultat i vandet, da hun vandt bronze i 800 meter fri. Det var en glad og berørt vinder, der til alle medier nu kunne meddele, at hun netop havde slået sin egen, danske rekord.

Sølv og guld ventede ved VM

Det var ikke kun en bronzemedalje, der blev hængt om halsen på Lotte Friis ved OL. Til verdensmesterskaberne i 2011 fik hun på 1500 fri en sølvmedalje, og senere vandt hun overlegent en medalje i guld for det flotte resultat på 800-distancen.
Det gjorde topatleten til den første dansker i sportshistorien, som kunne kalde sig verdensmester på langbane.

En imponerende karriere slutter

Det er de imponerende rekorder og stærke resultater, som har cementeret svømmerens navn i den danske sportshistorie. Gennem 14 år var danskerne på fornavn med helten, som indstillede sin karriere i april 2017.
I dag arbejder den tidligere topatlet som radiovært på det populære program Formiddag på 4’eren.

‍

Han satte verdensrekorder på stribe gennem sin kometkarriere, der bragte ham fra Kenya til København. Løberen Wilson Kipketer blev kendt som verdens hurtigste mand, og både under danske og internationale himmelstrøg satte han markante spor i sportshistorien.
Vi har formet et portræt af rekordholderen, der gjorde løb til en folkesport på højde med fodbold og håndbold.

Livet i Kenya ved foden af Nandhi-bjergene

Om det er sandt, at Wilson Kipketer Kogei blev født den 12. december 1972 i Kapchemoyiwo ved foden af Nandhi-bjergene i Kenya, står hen i det uvisse. Som en del af Kalenjin-stammen er det naturligt, at man ikke kender den præcise fødselsdato, og netop derfor ved man heller ikke med sikkerhed, hvor gammel verdens hurtigste løber er.

At det blev denne dato, som officielt er udvalgt som hurtigløberens fødselsdag, skyldes hans indrejse til Danmark. Sammen med Robert Kiplagat Kiptanui, der i dag er kendt som løberen Robert K. Andersen, valgte de denne dato som deres fælles fødselsdag, da de skulle registreres i Danmark. Dagen er noget ganske særligt for de kenyanske løbere, da det er Kenyas nationaldag.
Dansk gadeløb sætter skub i karrieren
Fra begyndelsen var løberen konsekvent ét skridt foran de andre, og netop det skabte opmærksomhed omkring ham. Han blev bemærket af den olympiske helt Kip Keino, som sendte den unge stjerne til Iten for at forfine sin teknik.

Det blev startskuddet på en international karriere, der begyndte med gadeløbet ’Gunnar Nielsen Milen’ på de københavnske veje i 1990. Her fik løberen fra Kenya en fornem 7. plads, hvilket imponerede formanden for Københavns Idrætsforening meget. Han havde personligt været involveret i at stable løbet på benet, og derfor havde han stor interesse i at invitere sprinteren tilbage til Danmark for at gøre karriere.

Fra Kenya til København

Samme år flytter den unge stjerne fra Kenya til København. Her arbejdede han målrettet på at fremme sine resultater, og det store engagement i træning og atletik sendte ham snart mod de store, internationale turneringer.
I 1995 stillede han op under danske faner og vandt VM-guld i 800-meterløb. Det blev den første af en række, internationale sejre.

Wilson Kipketer møder modstand forud for de Olympiske Lege

Drømmen om de Olympiske Lege rører på sig hos den unge løber, som har ambitioner om at stille op for Danmark i 1996, når legene afholdes i Atlanta. Det lykkes aldrig, da han endnu ikke er dansk statsborger, og hjemlandet Kenya ikke vil give ham den nødvendige kompensation til at stille op for Danmark.
Med stor tålmodighed venter Wilson Kipketer på at blive dansk statsborger, hvilket træder i kraft fra december 1997.
Den hurtige løber fik først OL-drømmene opfyldt, da han vandt sølv i Sydney i 2000. Fire år senere deltog han endnu en gang i legene, hvor han vandt bronze i Athen.

Et skridt foran de andre

Mange mener, at karrierens højdepunkt indtræffer i 1997, da han udover at vinde VM på 800 meter-distancen endnu en gang sætter verdensrekorden på samme afstand hele tre gange.
Først tvinger han Sebastian Coes 16 år gamle rekord ud af spil under et svensk stævne, og senere manifesterer han sit store talent ved at gentage succesen i både Zürich og Køln.

Samme år vinder han guld ved VM, hvor han sætter endnu en verdensrekord i indendørs løb. De stærke resultater gør ham til årets mandlige atlet.

Stærkt comeback efter sygdom

På toppen af sin succes rammes Wilson Kipketer af malaria, men kun et halvt år senere gør han comeback og vinder for 33. gang i træk en 800 meter-sejr.
Samme år kvalificerede han sig til europamesterskaberne, hvor han opnåede en 8. plads i 800-meterløb.

‍

Han er en legende, og ikke kun i den danske sportshistorie, for også i de internationale bokseringe har Mikkel Kessler sejret stort. Siden 1998 har den professionelle bokser holdt et højt niveau, der har sikret ham to WBA-titler og gjort ham til WBC Super-mellemvægt-mester.

Den danske viking

En verdensstjerne blev født i København den 1. marts 1979, og kun 19 år debuterede det unge stjerneskud som professionel bokser. Hurtigt blev han en frygtet modstander i ringen, og gennem sin karriere vandt han 35 sejre på knockout. Det gjorde ham til en folkehelt i hjemlandet, og de trofaste fans døbte ham The Viking Warrior.
Som hyldest til vikingen dedikerede bandet Volbeat endda sangen ’A Warrior’s Call’ fra albummet Beyond Hell/Above Heaven til bokseren, der senere benyttede nummeret som indmarch til sine kampe.

En verdensmester indtager bokseringen

World Boxing Association og World Boxing Council er de to største bokseforbund i verden. Den danske stjerne formåede gennem benhård træning og stor præcision at blive verdensmester i både WBA og WBC.
Den første VM-titel i WBA tilfaldt sportsmanden den 12. november 2004, hvor han besejrede Manny Siaca. Det var en teknisk knockout, der sikrede den danske bokser sejren, som han forsvarede igen den 8. juni 2005 mod Anthony Mundine. Sejren var i hus endnu en gang, og det samme gjorde sig gældende da han for tredje gang genvandt titlen, da han boksede mod Eric Lucas den 14. januar 2006.
Titlen som WBC-mester tilfaldt bokseren fra Bryggen, da han besejrede Markus Beyer med knockout i tredje runde den 14. oktober 2006.

Et svært nederlag

Det stod hurtigt klart, at Mikkel Kessler var en skræmmende modstander, og med flere flotte titler på CV’et var han klar til at forsvare sine VM-titler overfor den ubesejrede Joe Calzaghe.
Kampen endte til waliserens fordel, og den danske viking måtte afgive sine titler den 3. november 2007.

Tilbage til bokseringen

Mange spekulerede efterfølgende i, om det hårde nederlag ville afholde folkehelten fra at bokse igen. Fansene fik imidlertid snart fornyet håb, for bokseren meddelte, at han gjorde comeback i bokseringen allerede den 21. juni 2008. Her mødte han op i den fyldte Brøndby Hal, hvor han til lyden af klap og kampråb tilkæmpede sig VM-titlen endnu en gang.
Den nyslåede WBA-mester besejrede sin modstander Dimitri Sartison med imponerende point og en hårdtslående knockout.

Titlen forsvares til Super Six

Efter den imponerende hjemmesejr i Brøndby Hallen drog han mod bokseturneringen Super Six for at forsvare sin VM-titel. Her stillede han op mod amerikanske Andre Ward, som overlegent fravristede den danske bokser titlen den 21. november 2009.
Det var en skuffet kriger, der rejste retur mod Danmark, men sejrens sødme ulmede snart forude igen. Den 24. april 2010 vandt bokseren over Carl Froch i Super Six og kunne endnu engang løfte trofæet og kalde sig WBA-verdensmester.

Mikkel Kessler gør comeback – igen

Det blev en øjenskade, som sendte Kessler til tælling efter Super Six World Boxing Classic i 2010. Den professionelle sportsmand måtte endnu en gang trække sig fra arenaen, og de tålmodige fans gruede atter for om vikingen ville vende retur til bokseringen.
Det længe ventede comeback blev en realitet, da verdensstjernen knockoutede franske Mehdi Bouadla i København allerede i 6. omgang.

Boksekarrieren kørte igen, men fra at have været mellemvægtsbokser rykkede vikingen nu videre i letsværvægt-klassen, hvor han kæmpede mod Allan Green den 19. maj 2012. Det blev den amerikanske bokser, der for første gang knockoutede krigeren, men hurtigt blev der kvitteret med et hook, som gjorde Green grøn af misundelse: Han røg i gulvet og formåede ikke at kæmpe sig tilbage, hvilket sikrede danskeren en storslået sejr.
Den 1. februar meddelte den danske viking, at han definitivt indstillede din karriere.

‍

Han stod på mål for Danmark, og holdt modstanderen fra nettet med sine solide redninger, da Danmark vandt EM-guld i 1992. Peter Schmeichel fik i en tidlig alder skrevet sig ind i den danske og internationale fodboldhistorie, hvor han blev kendt for sit konsekvente kvalitetsspil og den stærke vindermentalitet.

Vi har tegnet et portræt af den danske helt.

Drømmen om stjerneturneringerne begynder

Peter Hansen Boleslaw Schmeichel blev født den 18. november 1963, og selvom drengen fra Gladsaxe først blev dansk statsborger som 7-årig, var det Danmark han stod på mål for fra begyndelsen.
Hans snørede flere gange om ugen fodboldstøvlerne i den lokale klub, og som kun 18-årig fik han sin seniordebut i 3. division, da han spillede for Gladsaxe-Hero Boldklub. Drømmen om en stor, international karriere viste sig hurtigt hos den viljestærke fodboldspiller, der med en målrettet attitude havde ambitioner om at vinde de største turneringer.

Danmarksmesterskaberne sætter fart på karrieren

Fra Gladsaxe-Hero tager den unge spiller videre mod Hvidovre IF, hvor han markerer sig som en af de bedste målmænd ved danmarksmesterskaberne. Han er en solid klippe i straffesparksituationer, og hans talent hjælper ham videre til den anerkendte, danske klub Brøndby IF.
Han hjælper med at sikre klubben fra vestegnen DM-titler i både 1987, 1988, 1990 og 1991.

Udlandseventyret sender målmanden mod Manchester

Det var et sejrrigt Brøndbyhold, der vendte hjem efter UEFA Cuppen i 1990/1991. Først i semifinalen fik AS Roman hul igennem Peter Schmeichel massive mur, men udlandet var imponeret.
I 1991 kom den danske målmand til Manchester United i den bedste række. Udlandseventyret var begyndt.

Mesterskabstitler til målmanden og Manchester United

Murværket fra Gladsaxe var med til at sikre storklubben Manchester United fem engelske mesterskaber og intet mindre end tre FA Cup-titler. Særligt blev 1999 et markant år i den unge spillers karriere, da den engelske klub som den første – og endnu eneste – vandt The Treble, FA Cup og Champions League.
Efter den sejrrige tid i England var der behov for et sceneskifte, og målmanden måtte videre til Sporting Portugal. Her blev han portugisisk mester i 2000.

Tilbage til England

Sydens sol var et tiltrængt pusterum for fodboldspilleren, men det kolde nord lokkede snart igen. Opholdet i Portugal havde givet målmanden fornyede kræfter, og efter en periode med fodbold på et lavere niveau end tidligere, var han nu klar til nye udfordringer.
Derfor var det naturligt, at stjernen kort efter mødet med Portugal vendte retur til England, hvor han brillerede i klubber som Aston Villa og Manchester City. I sidstnævnte klub skulle hans søn Kasper Schmeichel mange år senere folde sig ud på fodboldbanen.

Det danske landsholds stærke målmand

På mål for Danmark! Det var drømmen for den helt unge målmandsstjerne, som endte med at spille intet mindre end 129 landskampe i den rød/hvide-trøje. Målet blev holdt fri af scoringer i 56 glorværdige kampe.
Han debuterede i den danske arena ved OL i 1987, og sluttede først sin landsholdskarriere i 2001. I den tid præsterede han rekorden at deltage i fem slutrunder, og har som den eneste, danske landsholdsmålmand scoret et straffespark for landet.
Elsket og husket bliver han af alle for sin store indsats ved EM i 1992, hvor Danmark vinder guld.

Stor hæder og ærefuld titel til Peter Schmeichel

Peter Schmeichel er en af de få fodboldspillere, der gennem sin karriere aldrig nåede at spille i en liga under nummer to. Det er imponerende, og kun sjældent set i sportens historie.
Netop derfor er det heller ikke mærkeligt, at målmanden har flere flotte titler på CV’et, blandt andet som ’Verdens bedste målmand’. Særligt bør dog fremhæves den ærefulde, britiske MBE-titel, som han modtog i december 2001.

MBE er en forkortelse for ordenen ’Most Excellent Order of the British Empire’.

‍

Ifølge den daværende tyske fodboldspiller Franz Beckenbauer er den forhenværende danske fodboldspiller Allan Simonsen “den første rigtige danske verdensstjerne.
Han huskes for sine ekstraordinære præstationer for alle de klubber, han spillede for gennem sin karriere. Hvad enten det var lokalklubben Vejle Boldklub eller storklubben FC Barcelona, evnede han at gøre sig bemærket og uundværlig for sine medspillere og ikke mindst fansene.

Trods de beskedne 1,65 m var han en af de største spillere i sin tid. Og med sin internationale anerkendelse og kåring som Europas bedste fodboldspiller vil den pensionerede fodboldspiller blive husket som en af de største danske fodboldspillere nogensinde.

Den mindste blev til den største

Den største fodboldspiller i dansk historie blev født den 15. december 1952 i Vejle, hvor han også boede i hele sin opvækst.
Han voksede han op i en klassisk kernefamilie og gik på den lokale folkeskole. Her blev han dog ofte drillet for sin lille kropsbygning. Det stoppede ham dog ikke i at drømme stort og i at blive noget stort.

Fodbolden startede ud som en hobby, hvor han sammen med sine kammerater trænede et par gange om ugen. Det ændrede sig dog i en alder af 19 år, hvor han underskrev sin første kontrakt i den lokale klub, Vejle Boldklub.

Fra Vejle til verdensstjerne

Efter han havde fået foden indenfor i de professionelles rækker, gik det stærkt. Blot et år efter han havde skrevet kontrakt med Vejle Boldklub, skiftede han til den tyske klub Borussia Mönchengladbach.
Selvom han i starten af sin tid i klubben ofte sad på bænken og derfor gjorde sig store overvejelser om at skifte klub, spillede han i alt syv sæsoner her.

Beslutningen om at blive endte med at gavne ham, da han i sin fjerde sæson i klubben både blev topscorer i Europa Cuppen og selvsamme år blev kåret som årets fodboldspiller i Europa. Sidstnævnte titel resulterede i, at han hidtil stadigvæk er den eneste danske fodboldspiller, der har tilegnet sig denne titel.

Det blev ikke sidste gang, han skrev sig ind i historiebøgerne. Efter sin syvende sæson i den tyske klub blev han nemlig købt af den spanske storklub FC Barcelona, hvor han var den allerførste dansker, der spillede på holdet.
internationalt plan, hvor han satte sit særpræg, men valgte alligevel at afslutte sin karriere i Danmark.

Spansk fodbold og retur til Vejle

I FC Barcelona var han vellidt blandt fansene – og hans enestående præstationer fortsatte. Det hele kulminerede i 1982, hvor FC Barcelona spillede finalekamp og vandt Europa Cuppen.
Her var den danske boldkunstner en nøglespiller, da han scorede og dermed blev den eneste skandinaviske spiller, der havde scoret i alle europæiske cup-finaler.

Efter hans adskillige uforglemmelige præstationer spillede han en halv sæson i den engelske klub Charlton Athletic, hvorefter han vendte hjem til sin barndomsby og afsluttede sin karriere i Vejle Boldklub.

Allan Simonsen – et navn, der aldrig glemmes

Med sine mange imponerende titler er der ingen tvivl om, at den lille vejlenser er en af de største atleter, vi nogensinde har set i Danmark.
Her var den danske boldkunstner en nøglespiller, da han scorede og dermed blev den eneste skandinaviske spiller, der havde scoret i alle europæiske cup-finaler.

Allan Simonsen har med god grund fået en stor plads i dansk idrætshistorie.

Fodbolden lægges aldrig på hylden

Efter den danske fodboldstjerne havde stillet fodboldstøvlerne på hylden, var han alligevel ikke helt færdig med fodbolden.
I kølvandet på sin egen fodboldkarriere blev han træner for sin højtelskede klub, Vejle Boldklub. Han var desuden også landstræner for Færøerne og Luxembourg i perioden 1994 til 2001 og fra 2001-2004.

Med sine imponerende præstationer og boldevner er Allan Simonsen en frontfigur, der har banet vejen for de efterfølgende danske fodboldspillere med drømme om en international karriere.

Han er en af de mest ikoniske og toneangivende spillere i den danske håndboldhistorie. Gennem sin imponerende karriere har kometen sikret det danske landshold adskillige sejre, og som en af holdets topscorere, blev han hurtigt en helt i den brede befolkning.
Senere skulle hans sikre spillestil tage ham til Tyskland, hvor han gennem en årrække trak store sejre hjem til bundesligaklubben. Vi har tegnet et portræt af successpilleren fra Sønderborg.

Ungdomsårene i Sønderborg

Den 18. april 1972 kom Lars Christiansen til verden i Sønderborg. Det var her tæt ved den tyske grænse, at den unge håndboldspiller fandt interessen for sporten, der senere skulle blive hans levevej.
I Vidar Sønderborg formede han den spillestil, som snart skulle blive den, der gjorde hans navn kendt i både ind- og udland.

De første mesterskaber

Håndboldspilleren startede sin succeskarriere som seniorspiller hos Ribe HK i 1990, men allerede to år senere skiftede han til Kolding IF. Dette skifte viste sig at være et vigtigt valg, for kort efter blev han dansk mester og pokalvinder.
1993 og 1994 blev derfor nogle skelsættende år i den unge spillers liv, for det blev dem, der banede vejen for hans succesfulde færd mod Tyskland. I 1996 satte han kurs mod den tyske bundesliga, hvor han de næste 14 sæsoner spillede for SG Flensburg-Handewitt.

Tiden i Tyskland hos SG Flensburg-Handewitt

Fra 1996-2010 var den danske spiller en vigtig del af succesen, som SG Flensburg-Handewitt oplevede. Gennem de 14 sæsoner, han var på spillerlisten, blev han anset som en af klubbens bedste og vigtigste spillere.
Det understregede venstrefløjsspilleren, da han var med til at vinde det tyske mesterskab i 2004. Succesen understregede han, da han med sit driftssikre spil vandt tyske pokalturneringer for klubben tre år i træk fra 2003-2004.

Finalist i Champions League

De tyske turneringer og mesterskaber var ikke det eneste, stjernespilleren sikrede klubben. Foruden City Cup i og EHF Cup Winner’s Cup hjalp den stålsatte spiller Flensburg-Handewitt til finalen i Champions League, før han forlod klubben i 2010 og returnerede til sin gamle klub i Kolding.
Under sin tid i Tyskland nåede Lars Christiansen at spille 626 kampe og score 3996 mål for bundesligaklubben.

Lars Christiansens markante indsats for landsholdet

Stjernespillerens karriere kan ikke beskrives uden også at nævne den markante indsats, han leverede som en del af det danske landshold. Siden debuten på holdet i 1992 scorede han 1503 mål fordelt på 338 kampe, hvilket gør spilleren til rekordindehaver af fleste landskampe og mål gennem håndboldshistorien både i Danmark og internationalt.
Lars Christiansen var derfor også med på podiet, da bronzemedaljerne blev uddelt ved europamesterskaberne i 2002, 2004 og 2006. Det samme gjorde sig naturligvis også gældende ved VM i 2007, hvor holdet blev hædret med endnu en bronzemedalje.
I 2011 sikrede venstrefløjsspilleren landsholdet sølv ved VM, og guldet blev hevet hjem ved verdensmesterskaberne både i 2008 og 2012.

Mod de olympiske lege

Det var en stolt spiller, som i 2008 var med til at sikre det danske herrelandshold titlen som europamester. Netop derfor var forventningerne til det forestående OL i Beijing også store.
Et stærkt, samlet landshold mødte velforberedte op til legene, hvor de spillede sig til en flot syvendeplads.

En legende takker af

Medaljeregnen begyndte tidligt i spillerens karriere, men da han ikke blev udtaget til OL i 2012, indstillede han sin lange karriere uden varsel. Det skabte stor forundring i befolkningen, men helten blev senere hædret, da han blev optaget i idrættens Hall of Fame i 2015.
I dag lever den tidligere professionelle håndboldspiller som forfatter og foredragsholder, hvor han blandt andet har stor succes med selvbiografierne Fra en spids vinkel og Når sandheden skal frem.

Brian Laudrup er en af de helt store helte på fodboldbanen, og med et utal af priser og pokaler på CV’et, er han et kendt navn i den danske befolkning. Falder snakken på de store idoler fra fortiden, er det umuligt ikke at nævne talentet fra den fodboldglade familie, der står som en ikonisk sammenslutning i alles bevidsthed.
Vi tegner et portræt af folkehelten, som var med til at sikre det danske landshold sine største sejre.

Født ind i en fodboldfamilie

Det lå tidligt i kortene, at Brian Laudrup skulle følge i familiens fodboldglade fodspor, da han kom til verden i Wien den 22. februar 1969.
Hans far spillede på det tidspunkt i den østrigske klub Wiener Sports-Club, så sønnen blev flasket op med fodbold fra en tidlig alder. Det samme gjorde hans lillebror Michael Laudrup, der også skulle blive en stor, professionel spiller.

De unge år på grønsværen

De første fodboldstøvler blev hurtigt slidt op på de grønne baner, og snart udviklede den unge stjerne sit talent for det spil, som senere skulle blive hans levevej.
De hurtige driblinger og den tekniske indsigt i spillet, sendte ham fra Brøndby IF til en professionel karriere hos Bayern Uerdingen i Tyskland fra 1989-90 og herefter videre til FC Bayern München.
Her sikrede stjerneskuddet storklubben det tyske mesterskab med sine præcise afleveringer.
Sideløbende med eventyret i Tyskland, modtog spilleren en mængde priser på de danske hjemmebaner. Allerede i 1987 blev han kåret som ’Årets fund i 1. division’, og både i 1989, 1992, 1995 og 1997 blev han udråbt til ’Årets Spiller’ i Danmark.

Fra Bayern München til AC Milan – Karrieren tager fart

Efter en årrække hos den anerkendte, tyske klub tager karrieren fart for alvor. Mesterspilleren rykker videre mod Italien, hvor han spiller 31 ligakampe for FC Fiorentina. Her leverer han 5 scoringer, før han bliver en del af holdet hos AC Milan.
Sin stærke teknik og sikre spillestil til trods indfrier den italienske drøm aldrig Brian Laudrups ambitioner. Han føler, han har brug for større råderum, der udfordrer og fremhæver hans talent. Derfor søger han efter kun 9 ligakampe fra Italien til Glasgow Rangers i 1994.

Brian Laudrup rykker til Glasgow

Det viste sig at være en god beslutning at rejse fra det varme Italien mod det regnfulde Glasgow, hvor Rangers FC garanterede Brian Laudrup en sejrrig tid. Her foldede han sig ud på grønsværen fra 1994 til 1998, og var med i front, da holdet i 1995 vandt Confederations Cup i Saudi-Arabien.
I 1999 forlod angriberen med det stærke antrit Skotland til fordel for Chelsea FC i London, før han rykkede videre mod hjemmeholdet FC København. Efter en kort tid hos Ajax Amsterdam indstillede spilleren sin professionelle karriere i 2000.

Drømmen om det danske landshold

Det er en drøm, der bliver til virkelighed, når nationalsangen spilles på et stort stadion. Derfor var det også med stor stolthed, at folkehelten iførte sig den rød-hvide-trøje, når de store kampe skulle kæmpes.
Særligt bliver han husket for triumfen ved EM i 1992, hvor han markerede sig som en af holdets mest stabile spillere.

Fodboldlegenden siger farvel

Efter en stærk, professionel karriere spillede Brian Laudrup i en kort overgang for Hørsholm/Usserød, men har i dag sat fodboldstøvlerne helt på hylden.
Han arbejder som fodboldekspert og kommentator, og faciliteter fodboldrelaterede arrangementer og events.

Et prisvindende talent

Det er ikke en underdrivelse at sige, at fodboldstjernen er en af dansk fodboldhistories mest prisvindende talenter.
Som den eneste spiller har han vundet titlen ’Årets Fodboldspiller i Danmark’ fire gange, og i 2006 blev han optaget i både Scottish Sport Hall Of Fame og Scottish Football Sport Hall Of Fame.

Det ser legende let ud, når fjerbolden flyver hen over nettet og fejende returneres til modstanderen. De fleste har stået i sportshallen med ketsjeren i hånden for at øve en stabil serv, en sikker baghånd eller en solid smash, men det er de færreste af os, der igen og igen er mødt op til træning, fordi drømmen om stjernerne var inden for rækkevidde.
Den danske badmintonspiller Peter Gade var en af dem, der tidligt mødte op i klubben for at give boldene et par ekstra slag, før de andre spillere kom til syne i døråbningen. Det var også ham, der som den sidste slukkede lyset i den store hal, når dagens træning sluttede, og netop denne viljefaste dedikation blev grobunden for en stor international badmintonkarriere.

Ungdomsårene og de første mesterskaber

Badmintonspilleren med det fulde navn Peter Høg Gade Christensen blev født en kold decemberdag. Helt præcist kom stjernespilleren til verden den 14. december 1976 i Aalborg, og allerede som ganske ung viste han stor interesse for ketsjersport.
Den unge spiller var aktiv i de lokale klubber, og som kun 13-årig vandt han sin første danmarksmestertitel i 1989. Selvom han vandt den eftertragtede titel i herredouble, er det inden for single-games, han siden hen er blevet bedst kendt.

Videre mod verdensmesterskaberne

Titlen som danmarksmester generobrede spilleren igen og igen, men i 1994 gik turen for første gang mod verdensmesterskaberne. Sammen med den jævnaldrende Peder Nissen vandt Peter Gade sit første ungdomsverdensmesterskab i herredouble ved denne begivenhed.

Det banede vejen for hans kommende karriere inden for elitesport.

De store mesterskaber ventede forude

Til trods for, at de første titler blev trukket hjem med hjælp fra en makker, var det ikke double, den danske badmintonspiller satsede på. Han foldede i stedet sit talent ud i herresingle, hvor han vandt guld ved EM i både 1998 og 2000. I 1999 vandt han bronze ved VM.
Særligt beundringsværdigt er det også, at singlespilleren hele 10 gange har vundet Copenhagen Masters og i 1999 blev mester ved All England.

Det var de store turneringer og de mange sikre sejre, som karakteriserede karrieren i denne tid. Han nåede endda at vinde sølv ved verdensmesterskaberne i 2001, før en voldsom knæskade satte en stopper for kometen.

Peter Gade gør comeback efter knæskade

Det var med stor nervøsitet, fans så på, da Gade måtte indstille karrieren midlertidigt med en knæskade. Blev det kortvarigt eller sluttede succesen nu? Heldigvis var spilleren hurtigt tilbage på banen, hvor han deltog ved de olympiske lege i Athen i 2004.
Om det var knæskaden, som stadig spillede ham et puds, er ikke til at sige, men der kom ikke medaljer med til Danmark under dette OL. Derimod vandt han i de følgende år flotte bronzemedaljer ved VM i både 2005, 2010 og 2011.

Hurtig og elegant spillestil

Det hurtige fodarbejde, de elegante bevægelser og en særlig finesse i hvert et slag, var det, der kendetegnede hans spil. Gennem sin karriere forfinede og forstærkede han de detaljer, der siden skulle blive det, der skabte usikkerhed på modstanderens banehalvdel.
Den danske spiller var en modstander, der blev frygtet, og særligt tæt på nettet var hans teknik perfekt.

Badmintonspilleren med de fleste titler

Badmintonspilleren fra Aalborg er den spiller, der har vundet flest danmarksmestertitler, europamestertitler og Copenhagen Masters-titler inden for sin niche. Fra 1998-2001 lå han nummer 1 på verdensranglisten, og han indtog sejrsskamlen ved flere Grand Prix-turneringer, blandt andet Grand Prix-finalen og All England.
Det gør spilleren til en af de mest succesfulde danske single-spillere i sportshistorien.
Peter Gade indstillede sin elitekarriere den 27. december 2012 efter en opvisningskamp på hjemmebane i København.

Tom Bogs er en tidligere dansk bokser, der med sit stærke venstrehåndssving gik fra den lokale amatørklub i Christianshavn og hele vejen til OL i Tokyo.
I løbet af karrieren, der varede 10 år, nåede han at vinde flere betydningsfulde titler og hev hele tre europamester-titler hjem. Han kom desuden også hele vejen til VM-finalen i 1972, men måtte desværre se sig slået.

Lær her mere om Tom Bogs liv og karriere.

Underdoggen fra København

Tom Bogs er en vaskeægte københavner, der blev født i indre by den 21. november 1944.
De atletiske evner stammer fra hans far, der også var en prisvindende atlet. Hans far, Poul Carl Alfred Georg Bogs Larsen, var nemlig tidligere dansk mester i kuglestød.

Som barn lå det ikke lige til højrehånden, at Tom Bogs ville kunne slå nogen som helst ud af en boksering, da han ikke havde den ideelle kropsbygning.

Faktisk stod det så grelt til, at han som ung blev sendt på en såkaldt svagbørnskoloni. Her fik svage og underernærede børn mulighed for at få lidt sul på kroppen og den nødvendige ernæring for at være sunde.
På trods af den mangelfulde fysik i barndommen tvivlede han ikke et sekund på, at han skulle gå ind i boksning.

En hårdtslående statistik

Ikke særlig langt fra hjemmet startede den forhenværende danske bokser i den lokale bokseklub, Thor. Her blev han dog kun kort tid, da han efter fem kampe skiftede til CIK, som var hans klub, indtil han påbegyndte sin professionelle karriere i 1964.
Hans talent var hurtigt til at få øje på, da han inden den professionelle karriere havde fået 69 sejre ud af 77 amatørkampe. Statistisk set havde han derfor vundet 90 procent af sine kampe.

Denne statistik havde han ligeledes opretholdt i sin professionelle karriere, da han ud af 87 kampe havde taget 77 sejre. Efter 87. kamp satte han en stopper for den storslåede boksekarriere i 1974.
Det er sikkert at sige, at han stoppede i sin storhedstid, eftersom han året forinden havde vundet europamesterskabet.

Smuk sløjfe på en unik karriere

Gennem karrieren havde han vundet europamesterskabet tre gange i årene 1968, 1969 og 1973. Hans internationale præstationer rakte alligevel længere, da han i 1972 var tæt på at kunne kalde sig selv verdensmester, men endte med et nederlag i afgørelsens time.
Hans karriere og resultater fik en smuk sløjfe om, da han i 2014 blev optaget i Hall of Fame. Det på trods af at han i 2005 var i samtlige danske medier, efter han i sin bog erkendte, at han i løbet af sin karrieres storhedstid havde et dopingmisbrug.

Tom Bogs – en uforudsigelig sportsmand

Efter endt boksekarriere valgte den pensionerede bokser at gå helt andre veje.
Første stop på hans nye karrierevej blev som murer, hvorefter en tid som direktør i et arkitektfirma fulgte. Det blev dog ikke sidste gang, han vendte 180 grader i sit jobvalg.

Herefter påbegyndte han uddannelsen som fængselsvagt og fik arbejde i Vestre Fængsel og Vridsløselille Statsfængsel. Endelig valgte han at blive skraldemand i 1983 og forlod arbejdsmarkedet i 2009.
Tom Bogs er en uforudsigelig mand, men én ting kan man konstatere om ham: Han tager gerne både bokse- og arbejdshandskerne på.

Med sin patriotiske og medrivende journalistik var Gunnar ‘Nu’ Hansen en national skat, der løftede dansk sportsjournalistik til det, det er i dag.
Han formåede med sit sprudlende sprogbrug og metaforiske vendinger at engagere den danske befolkning ved enhver dansk sportsbegivenhed på en måde, som ingen anden har gjort før.

Derfor er han særligt kendt for at være revolutionerende for sin tid og for at have banet vejen for den livlige sportsjournalistik, vi kender i dag.
Her får du et portræt af journalisten, der skabte en enestående dansk samhørighed ved adskillige sportsbegivenheder i det 20. århundrede.

Sportsglad københavnerdreng

Journalisten, der skabte en revolution indenfor dansk sportsjournalistik, blev født i 1905 og voksede op på Nørrebro hos sin plejefamilie. På trods af sin status som storbydreng dyrkede han flere forskellige former for sport – både håndbold, tennis, cricket og svømning.
Han havde dog en stor forkærlighed for nationalsporten, fodbold, som særligt lå hans hjerte nært.
Med talent for forskellige sportsgrene havde han en forståelse for sportsverdenen, der dannede grundlag for hans funklende karriere som en af tidens største sportsjournalister.

Fra avisbud til journalist

Gunnar ‘Nu’ Hansen fik for første gang foden ind i medieverden under mere ydmyge kår, da han arbejdede som avisbud.
Dog fik han senere en anden rolle i samme branche, da han i 1925 blev skribenten bag artikler, der blev publiceret i flere forskellige københavnske aviser. Det blev startskuddet for den spirende stjerne indenfor branchen, da han allerede her udviste interesse for sportsjournalistikken og dækkede samtlige sportsbegivenheder.

Han fik dog først for alvor sit gennembrud i 1936 ved de Olympiske Lege i Berlin. Her blev han særligt kendt for sin tydelige adskillelse af politik og sport, hvilket var essentielt i denne tid.

Hans præstation var bemærkelsesværdig, og Gunnar ‘Nu’ Hansen var med til at dække de efterfølgende 12 Olympiske Lege, hvor hans sidste var i Seoul i 1988 – efter han var pensioneret.
De journalistiske evner var ikke til at tage fejl af – han havde noget ekstraordinært, som ikke hidtil var set. Tilnavnet ‘Nu’ kommer af hans kommentering på Ragnhild Hvegers svømmefinale, hvor han på dramatisk vis gentagende gange råbte “nu” og skabte en spænding, som var uhørt for sin tid.

Kongelig anerkendelse til Gunnar ‘Nu’ Hansen

Den journalistiske kunnen gik ikke ubemærket hen. På flere forskellige måder blev hans arbejde og evne til at engagere danskerne og skabe samhørighed ved sportsbegivenheder anerkendt.
Udover æren af at dække de Olympiske Lege i så mange år blev han valgt som æresmedlem i idrættens Hall of Fame. Således var han den eneste, som ikke var en pensioneret sportsudøver, og han skrev dermed endnu engang historie.

Som kronen på karriereværket blev han slået til ridder af Dannebrogordenen, der er en orden, som blev indstiftet af Christian d. 5. i 1671. Den tildeles danskere, som har haft en særlig betydning i Danmark.

Kærligheden for sporten og journalistikken fortsætter

Gunnar ‘Nu’ Hansen lod sig officielt pensionere i 1976, efter han havde brugt langt størstedelen af sit liv i journalistikkens verden. Hans store interesse og kærlighed for sportsjournalistikken lokkede ham dog til at dække sportsbegivenheder i ny og næ – selv efter han trådte tilbage som aktiv journalist.
Gennem sin helt egen og unikke stil fik han sat sit tydelige aftryk på sportsjournalistik. Han var en patriot og holdt af sporten i sin reneste form – uden indblanding fra politik, konflikter og lignende.

I 1993 gik den legendariske sportsjournalist bort, men han sørgede året forinden at skabe et eftermæle, der blev dedikeret til unge, spirende talenter inden for sporten. Dette blev gjort gennem Gunnar Nu Fonden, der dog blev nedlagt i 2009, da man vurderede, at kendskabet til ham var for lille blandt unge.

Med hele 17 vundne verdensmesterskaber på sit CV har Erik Gundersens speedway-karriere i høj grad været med til at forme dansk speedways guldperiode i 80’erne. I 1984 blev han den første individuelle verdensmester, hvilket ikke var set siden 70’erne, hvor Ole Olsen vandt samme titel. I 1985 sad Erik på samtlige VM-titler, hvilket er meget sigende for hans flotte karriere.

Erik Gundersen har ikke kun udmærket sig gennem sine titler, men også for sin væremåde. Med sit vestjyske lune, fightervilje og udadvendte personlighed vandt han stor popularitet hos speedwayfans over hele verden. Og han fortsætter med at begejstre sportsfans med fortællinger om sit liv og karriere.

Sportens Hall of Fame hylder de danskere, der har ydet en særligt fremtrædende indsats inden for deres sportsgren. Og man kan ikke tale om dansk speedway uden at nævne Erik Gundersen.

Erik Gundersen gav alle baghjul

I 1980’erne høstede Erik Gundersen sejre på stribe, og sammen med speedwaykørerne Hans Nielsen, Tommy Knudsen og Jan O. Pedersen blev han symbolet på dansk speedways guldperiode.

Som land er Danmark en miniput sammenlignet med mægtige Amerika, men inden for speedwayens verden var Danmark alt andet end en lille nation. Speedwayens gulddanskere gav de amerikanske, australske, svenske, polske og engelske speedwaykørere baghjul.

Gundersens evner som speedwaykører kom til udtryk både i form af de hurtige starter, hvor han gav den gas på langsiden. Men selv når han kom skidt fra start, og kampen virkede håbløs, tog han kampen op og kæmpede sig frem bagerst fra feltet.

Det skete eksempelvis ved VM i Bradford på en solbeskinnet dag i 1985. I flere heats kæmpede Gundersen sig frem i feltet fra helt umulige positioner. Men intet var umuligt for den lille fighter. Han kørte forbi samtlige konkurrenter for til sidst at genvinde den individuelle VM-titel.

Den smilende vestjyde

Hans sportslige præstationer taler for sig selv, men det var ikke kun Eriks mange titler, der fik den store opmærksomhed. Med sin udadvendte facon tilegnede han sig kælenavnet ‘Smiling Gunder’, der gjorde ham meget populær blandt speedwayfans verden over.

I 1988 vandt Gundersen det individuelle VM for tredje gang, og denne gang foregik det i Vojens. Her satte de danske kørere sig på samtlige podiepladser, hvilket var meget betegnende for perioden, hvor Gundersen og de andre kørere dominerede dansk speedway.

Gundersen havde en evne til både at præstere på egen hånd såvel som i samarbejde med andre kørere. Sammen med Hans Nielsen kæmpede Erik Gundersen i en årrække om positionen som verdens bedste speedwaykører. Ved hele fire VM i par gav de modstanderne baghjul på stribe.

Som sportsmand havde Erik Gundersen sin helt egen stil både på banen såvel som udenfor speedway-arenaen.

En figther – både sportsligt og privat

Erik Gundersens fighterånd ses ikke kun på hans præstationer inden for speedway. Uden for banen kæmpede han en hård kamp efter et livsfarligt styrt ved hold-VM i Bradford d. 17. september 1989. Ulykken efterlod Erik 70 procent invalideret med en rygmarvsskade, der betød, at han ikke kunne gå.

Dette har ikke holdt den vestjyske fighter tilbage, for gennem hård genoptræning er det lykkedes Erik at genvinde førligheden. Siden hans professionelle karriere stoppede brat, har Erik fortsat sit liv inden for motorsportens verden.

I en årrække var Erik landstræner for det danske landshold i speedway, og i 2007 blev han ansat som ungdomstræner i Dansk Motor Union.

Gundersen fortsætter med at imponere

1980’erne bød på de største sejre såvel som den største udfordring for Gundersen, og selvom karrieren både toppede og endte brat for en del år siden, fortsætter han med at inspirere og imponere. Gundersen bruger nu alle sine historier og erfaringer ved en række personlige foredrag, der er en inspiration for alle.

Hans imponerende viljestyrke og fighterånd er en spændende fortælling, og han deler gerne ud af sine oplevelser og historier. Som foredragsholder fortæller han sin livsbekræftende historie, der både byder på store sejre, hårde kampe og ikke mindst håb. Med sin charme og sit gode humør fortsætter han med at sprede glæde og begejstring hos både gamle såvel som nye sportsfans.

Med sine mange præstationer, sit gode humør og fightervilje er Erik Gundersens plads i Sportens Hall of Fame ikke til at tage fejl af.

Erik Gundersen blev optaget i Hall of Fame i 1996.